Artikelbeskrivelse
Flot rytteroptog gennem byen
Af Gunnar Hattesen
Lørdag kl. 12:00 startede det store rytteroptog fra Gråsten Rideskole gennem byen og med slutdestination på Ringridderpladsen.
På Torvet var menneskemængden enorm. Folk var stimlet sammen i håbet om at få den bedste plads, hvorfra det store optog skulle overværes. Allerede fra morgenstunden var temperaturen høj, og solen brændte hurtigt igennem skyerne, som for at danne rammen om den perfekte sommerferiedag.
Da rytteroptoget omsider begyndte, førte Rinkenæs Brassband og Broager Show Band an, medens tilskuere imponeret så til fra sidelinjen. Efterfølgende ankom de mange ryttere iført deres fine uniformer, hvide kasketter og højtrejste lanser akkompagneret af musikken fra flere orkestre, og til sidst parerede cyklisterne fra cykelringridningen i deres ens gule og blå T-shirts på deres farvestrålende cykler, der var dekoreret flot på alle tænkelige måder. Børn, unge, voksne og ældre smilede stolt fra deres sadler, mens fotografer fotograferede løs.
En stor del af tilskuerne fulgte optoget til Ringridderpladsen og nød lørdagen på festpladsen i det skønne sommervejr.