
120 var tilmeldt til generalforsamlingen i Brugsforeningen.
Flot overskud i SuperBrugsen Padborg
Padborg og Omegns Brugsforening kom ud af 2025 med et overskud på 1,2 millioner kroner på trods af at nettoomsætningen faldt med godt fem millioner kroner.
Ifølge brugsuddeler Peter Madsen skyldes det blandt andet stram styring af omkostningerne.
“Vi har reduceret de samlede lønomkostninger med godt 600.000 kroner, og når lønstigningerne i 2025 på 3,1 procent regnes med, svarer besparelsen til næsten en million kroner”, fortalte han på generalforsamlingen på Bov Kro.
Samtidig har investeringen i en ny pantautomat haft stor effekt og tredoblet antallet af pantede enheder.
Omsætningen i SuperBrugsen i Padborg lød i 2025 på 56 millioner kroner i butikken samt 26 millioner kroner i benzinsalg. Dagli’Brugsen i Kliplev omsatte for 21,5 millioner kroner i butikken og 15,7 millioner kroner på brændstof.
Formand Vibeke Kristensen fremhævede i sin beretning, at der i årets løb har været stort fokus på stabil drift, varepræsentation og gode kundeoplevelser.
“Et godt år er ingen garanti for fremtiden. Vi skal ikke hvile på laurbærrene, sagde hun og roste både medarbejdere og ledelse for indsatsen.
Hun kunne samtidig glæde sig over, at Dagli’Brugsen i Kliplev blev kåret som årets butik 2025, mens Tina Hahn fra SuperBrugsen i Padborg blev udnævnt til årets souschef 2025.
På generalforsamlingen blev det også vedtaget at ændre selskabsformen til AMBA. Det nye navn er derfor fremover Padborg og Omegns Brugsforening AMBA. ■

Formand Vibeke Kristensen aflagde bestyrelsens beretning.

Brugsuddeler Peter Madsen gennemgik Brugsforeningens driftsresultat.
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 6. maj 2026
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
