Mathias Jessen fra Kollund har specialiseret sig i udskæringer til flagermusbo.

Flagermus mangler levesteder

28-årige Mathias Jessen er biolog, naturvejleder, certificeret i at fælde de vanskelige træer, og så er han specialiseret i at lave bo til flagermus.

Flagermus er én af de 39 danske dyrearter, som EU har vurderet som særligt sårbare og truede. Arterne er omfattet af en streng beskyttelse, og kaldes i daglig tale bilag IV-arter.

“Flagermus mangler levesteder og dyregruppen er en del af vores naturlige fauna. Hule træer er et godt habitat for flagermus, men dem findes der ikke mange af mere, og de lever ikke i træer, som ligger på jorden. Flagermusens tilstedeværelse er en vigtig indikator i en sund biodiversitet”, fortæller Mathias Jessen, der bor i Kollund.

Hvis man ødelægger levesteder for bilag 4 arter, skal man lave kompenserende tiltag, eks. hænge kasser op eller lave udskæringer.

Flagermus hotspot i Søgaard Skov og Hostrup Krat

Mathias Jessen er med i et projekt, som skal udbygge levestederne og udvide kendskabet til flagermus i området omkring Søgaard Skov og Hostrup Krat. Der skal opsættes flagermuskasser, og han skal i gang med at lave 25 udskæringer til flagermusbo.

“Vi er vist kun to mennesker i hele Danmark, som behersker dette håndværk at lave udskæringer til flagermus efter en ny specialiseret metode udviklet i Bidstrup Skovene. Træet skal være minimum 25-30 cm i diameter ved udskæringen – og boet udskæres i minimum 4 meters højde. Metoden udsætter træet for minimal belastning, hvilket sikrer træets fortsatte vækst. Træet kan leve videre i 100 år, hvor det hjælper flagermus med egnede opholds- og rastesteder samt funktionelle yngle- og vinterkvarterer. De mest modstandsdygtige træer er eg, men bøg, ahorn og ask er også gode arter til udskæringerne”, siger Mathias Jessen.

I Søgaard Skov og omegn er der observeret 10 ud af 17 totalfredede danske flagermusarter. Sammen med Dansk Flagermus Forening (Daflaf) har Verdens­natur­fonden udpeget området som et særlig hotspot for verdens eneste flyvende pattedyr.

4. generation på slægtsgården

Mathias Jessen har etableret selvstændig forretning, MJ Træ- og Naturpleje.

Som naturvejleder, underviser han skoleelever i Sønderborg Kommune, som har tre naturskoler. Den 5-årige uddannelse som biolog tog han på Syddansk Universitet i Odense og i Nordsverige. Via kurser på Skovskolen i Gribskov har han også specialiseret sig i kronebeskæringer og fældning af risikotræer, som ikke kan fældes i et stykke fordi der er risiko for skader på bygninger eller lignende. Dette kaldes topkapning, fra toppen og ned.

Sammen med kæresten, Lærke, bor han på slægtsgården på Nørrevej i Kollund, bygget i 1924 som et statshusmandsbrug. Mathias Jessen er 4. generation, hans oldefar og farfar var landmænd, og hans far plantede et stort areal med nobilisgran, tæt på gården.

På gården bor der også nogle ganske særlige beboere: Flagermus. ■

Her ses et eksempel på udskæringerne til flagermusbo ”inde i træet”. 

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 18. juni 2025

Skrevet af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Fotos af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.