Artikelbeskrivelse

Eleverne på Fjordskolen i Kruså har fået penge til en emnekasse kaldet “Den spiselige natur”.

Fjordskolen får skolemælkspenge til at samle mad i naturen

Ønsket fra Fjordskolen i Kruså om at lade eleverne samle, lave og spise mad fra naturen er et af 40 udvalgte projekter, som får midler fra Mejeriernes Skolemælkslegat.

Nu kan 45 elever fra Fjordskolen se frem til at lave og spise brændenældesuppe, mælkebøttesodavand og skvalderkålsalat samt andre lækkerier fremstillet af råvarer, de har samlet i naturen.

Skolen i Kruså har nemlig fået 4.400 kr. til at etablere en emnekasse kaldet ‘Den spiselige natur’ med grej til sankning året rundt af Mejeriernes Skolemælkslegat.

“Fokus er, at eleverne – der alle har særlige behov og diagnoser – kommer på udflugter, hvor de skal finde og samle spiselige planter, blomster, svampe m.m. og tilberede det indsamlede over bål eller i et skolekøkken. Emnekassen skal indeholde bestemmelsesduge, opslagsbøger, opskrifter, kurve, knive, sakse, handsker og bøtter til opbevaring og tørring af urter og planter,” skriver Henriette Højgaard Rask, lærer på Fjordskolen, i sin ansøgning til Mejeriernes Skolemælkslegat.

Projekter der gør en forskel 

Bag legatet står Mejeriernes Skolemælksordning. Det skal fremme sundhed, bevægelse og fællesskab på landets skoler. Til uddelingen af legater i begyndelsen af november var der 400 ansøgninger fra 313 skoler.

“Det er dejligt, at så mange skoler har lyst til at lave projekter, som kan gøre en forskel for rigtig mange elever. De 40 projekter, vi har valgt at støtte, giver eleverne oplevelser og viden, som de måske ellers ikke kunne få. Der var mange andre gode ansøgninger, så vi kan kun opfordre til, at man søger på ny, når vi igen uddeler legatmidler til foråret,” siger Jan Hermansen, leder af Mejeriernes Skolemælksordning.

Forældre donerede 45.000 kr.

Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser eller elevråd, hvis skole er med i skolemælksordningen. Ved den nylige uddeling i begyndelsen af november blev der doneret beløb fra 1.500 kr. op til maksimumbeløbet på 5.000 kr. fra en pulje på 145.000 kr.

Heraf kommer 45.000 kr. fra forældre, der ved ændringer af deres abonnementer på skolemælk valgte at donere deres tilgodehavender til Skolemælkslegatet.

“Det er en fantastisk gestus, som tillod os at imødekomme ansøgninger fra flere skoler end vanligt,” siger Jan Hermansen. ■

Fakta om Skolemælkslegatet

  • Skolemælkslegatet uddeles to gange årligt – i foråret og efteråret – fra en pulje på i alt 200.000 kr.
  • Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser og elevråd, hvis skolen er blandt de cirka 1.400 skoler, der er med i skolemælksordningen – leverandør af frisk, kold mælk til flere end 100.000 børn. 

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83