Artikelbeskrivelse

Kjeld Faaborg ser positivt på ejendomsmarkedet.

Estate fortsætter den gode stime

På trods af en delvis nedlukning af landet, har ejendomsmægler Estate Gråsten haft en af sine bedste måneder i marts.

Mange brancher kan tydeligt mærke en indvirkning af den nuværende situation på deres forretning. Men hos Estate Gråsten, er der ikke udsigt til krisetider. Tværtimod har ejendomsmægleren haft en særdeles aktiv martsmåned og ser positivt på den kommende tid.

Forholdsregler

“Vi gør naturligvis alt for at passe godt på os, på køber og på sælger. Vi holder god afstand, bruger håndsprit og undgår fysisk berøring,” fortæller indehaver Kjeld Faaborg, der også har lagt en del møder over på telefonen.

Derudover kan alt andet omkring hussalg også fortsætte. Både tilstandsrapport og fotografering af huse kan gennemføres med forholdsreglerne.

“Vi tænker os godt om og tilpasser os,” siger Kjeld Faaborg.

Seriøse kunder

En af de ændringer, Estate Mæglerne i Gråsten kan mærke for tiden, er at henvendelserne fra potentielle købere er mere seriøse.

“Det lader til, at køberne tænker sig lidt mere om inden de beder om en fremvisning. Så de er for alvor interesserede købere,” forklarer Kjeld Faaborg.

Stadig lav rente

Selvom renten lige i øjeblikket stiger igen, så er det ikke et dårligt tidspunkt at købe hus på.

“Det er stadig en meget lav fast rente, man kan få. Set i historisk perspektiv er vi tilbage til niveauet for kun halvanden år siden,” siger den lokale mægler Kjeld Faaborg, der synes medierne tegner et for dystert billede.

“Vi har godt gang i forårsmarkedet i ejendomsbranchen. Der er ingen grund til at tøve med at sætte sit hus til salg,” siger Kjeld Faaborg. ■

Skrevet af

Lene Neumann Jepsen
Lene Neumann Jepsen Kommunikationskonsulent
Ring 31 17 05 27

Fotos af

Lene Neumann Jepsen
Lene Neumann Jepsen Kommunikationskonsulent
Ring 31 17 05 27