Erling Nissen fylder 80 år

Erling Nissen har ydet en mangeårig indsats både i arbejdslivet og i det lokale foreningsliv. Foto Søren Gülck

Erling Nissen fylder 80 år

Erling Nissen, Dyrkobbelgård Allé 14 i Gråsten, har netop rundet de 80 år.

Han er født og opvokset på en slægtsgård i Mølmark ved Broager. Efter realeksamen kom han i lære som bilmekaniker i Sønderborg, men valgte siden en helt anden karrierevej.

I 1969 blev han optaget på Politiskolen i København, hvorfra han indledte et langt arbejdsliv i politiet. Efter forskellige stillinger blev han ansat i kriminalpolitiet, og i 1981 kom han til Gråsten. Her gjorde han tjeneste under de to navnkundige politimestre Iver Møller og Michael Mørup Hansen og var gennem mange år en kendt skikkelse i lokalområdet.

Da han gik på pension fra kriminalpolitiet, var arbejdslivet dog langt fra slut. I de følgende ti år arbejdede han i Kriminalforsorgen i Haderslev, hvor han fortsatte med at gøre en forskel.

Ved siden af sit arbejdsliv har Erling Nissen engageret sig i lokalpolitik. Han var aktiv i Venstre og sad i Gråsten Byråd i én valgperiode frem til udgangen af 2006, hvor Gråsten blev en del af Sønderborg Kommune.

Frivilligt arbejde har også fyldt meget. Gennem en lang årrække har han været en aktiv del af Ældre Sagen i Gråsten, hvor han i dag er næstformand og fortsat lægger mange kræfter i arbejdet for områdets seniorer.

Erling Nissen har siden 1968 været gift med Signe. Sammen har de to børn. Datteren Lotte bor i Rørvig, mens sønnen Jens er bosat i Hørsholm. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 3. august 2026

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Fotos af

Søren Gülck
Søren GülckFotograf
Ring 23 80 12 54

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.