
Giesela Paulsen fra Kruså elsker Norge, som hun har besøgt mere end 30 gange.
En Sønderjyde med rejseglæde
En opvækst i Gråsten, en forkærlighed for Norge, og en engageret borger af Kruså.
Giesela Paulsen har været medlem af Kruså Husmoderforening siden 1977. I 1999 blev hun valgt ind i bestyrelsen for dernæst at indtage formandsposten i 2008.
Giesela Paulsen og ægtemanden Heinz holder af at tage til Norge – ofte. De har sammen været i Norge mere end 30 gange og mener stadig ikke at have rejst nok i landet.
”Vi rejser på grund af naturen og landskabet,” siger de i enighed.
Efter at tænke sig lidt om, kommer de sammen frem til, at de i høj grad også værdsætter de mennesker de møder på deres vej.
God oplevelse
Én oplevelse især må siges at være unik. På en campingplads i Norge, tæt ved en fjord, så de et stort skib komme gennem en sluse. Skibets førerhus var i øjenhøjde med dem. Mens de stod og kiggede, kom den hollandske kaptajn ud. De snakkede, fik nogle hollandske øl af kaptajnen og kørte efterfølgende hen til en bro, som skibet skulle under, så de – væbnet med danske flag – kunne vinke til kaptajnen og hele skibets besætning, der nu havde stillet sig ud på dækket for at hilse på ægteparret. De har stadig kontakt til kaptajnen, og kører nogle gange ud til bredden for at vinke til ham og besætningen, når det hollandske skib sejler forbi i nærheden.
Giesela Paulsens 12. år som formand for foreningen er snart skudt i gang. Hun er allerede den formand, der har siddet på posten i 3. længst tid. Sideløbende engagerer hun sig sammen med Heinz også i Valdemarshus, hvor de hjælper til, hvor der er brug for det. ■
Skrevet af
Fotos af