En lang række af Harm Mammen og Sønners lastbiler holdt klar tæt ved Bov Kirke for at følge rustvognen på Harm Mammens sidste rejse og vise den mangeårige virksomhedsejer den sidste ære.

En mindeværdig afsked med Harm Mammen

Fredag blev der taget en sidste og værdig afsked med den velkendte erhvervsmand Harm Mammen, som torsdag den 11. juni omkom ved en tragisk arbejdsulykke på virksomhedens matrikel på Spølbækvej i Padborg.

Mange mennesker havde fundet vej til Bov Kirke for at deltage i bisættelsen af den 73-årige virksomhedsejer, der gennem et langt liv satte et markant aftryk på erhvervslivet i grænselandet. Området omkring kirken var fyldt med biler, og kirken dannede rammen om en stemningsfuld ceremoni, hvor familie, venner, medarbejdere, samarbejdspartnere og forretningsforbindelser tog afsked med en højt respekteret og afholdt mand.

Harm Mammen var kendt som grundlægger og drivkraft bag virksomheden Harm Mammen og Sønner. Den 1. juli ville han have kunnet markere et bemærkelsesværdigt jubilæum med 50 år som selvstændig erhvervsdrivende.

Afskeden blev ikke kun markeret i kirken. Flere virksomheder i området valgte samtidig at standse arbejdet og holde et minuts stilhed klokken 12.30, netop som den kirkelige handling begyndte. Gestussen understregede den store respekt, som Harm Mammen nød blandt kolleger og erhvervsfolk i lokalområdet.

Efter ceremonien ventede et særligt syn uden for kirken. Virksomhedens vognpark af renovations- og transportlastbiler stod opstillet i en lang række for at ære virksomhedens grundlægger. Lastbilerne dannede efterfølgende kortege bag rustvognen og fulgte Harm Mammen på hans sidste rejse.

Den imponerende kortege blev et stærkt symbol på et langt arbejdsliv og den betydning, Harm Mammen har haft for både virksomheden, medarbejderne og lokalsamfundet gennem generationer. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 24. juni 2026

Skrevet af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Fotos af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.