Lene Jacobsen er en afholdt og dygtig instruktør for dameholdet. Det har hun været i næsten 50 år.
En livsglad kvinde fylder 80 år
En af Gråstens kendte kvinder, Lene Jacobsen, Ahlmannsvej 16, Gråsten, fylder tirsdag, den 28. november 80 år.
Hun er myreflittig, afholdt og en sand ildsjæl i det frivillige arbejde.
Hun er født på Møn. Hendes nysgerrighed og modet på livet førte hende til København. Hun fik en læreplads i SAS personaleafdeling, men efter sin kontoruddannelse søgte hun nye udfordringer og blev stewardesse. Hun mødte sin mand Mogens P. C. Jacobsen i SAS og efter 3 år i firmaet fløj hun syd på og landede i Sønderborg, hvor hun blev Cimbers første stewardesse i 1967.
“Det var en spændende og god tid. Ingolf Nielsen var en fantastisk chef”, husker Lene Jacobsen.
Parret blev gift i 1968. De flyttede sammen til Gråsten i 1973, og da de fik børn, blev Lene hurtigt familiens midtpunkt. Hun trak sig tilbage fra luften og begyndte at hjælpe sin mand med at administrer hans grossistvirksomhed.
Leder i FDF
Da parrets to børn, Martin og Christina, blev store nok til at gå til FDF, blev hun leder af FDF’s tumlinger. Selvom hendes familie har været en vigtig del af hendes liv, har hun også fundet tid til sig selv. Hun har været aktiv i Gråsten Idræts- og Gymnastikforening i snart 50 år og er stadig instruktør for dameholdet, som består af 30 damer.
Da hun blev 50 år, ville hun ud på arbejdsmarkedet igen og fik et vikariat i en børnehave.
Her var hun så glad for at være, at hun blev der til hun trak sig helt tilbage fra arbejdsmarkedet.
Hun læser bøger og stimulerer sin kreativ ved at sy og strikke.
På den runde dag har hun inviteret sine nærmeste venner og familiemedlemmer til pigefrokost i hjemmet. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 15. november 2023
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.