
EKIF’s fodboldherrer er i serie 4 og kæmper en brav kamp for at bevare status som sådan.
EKIF’s fodboldherrer er rykket op i serie 4
Egernsund Kultur- og Idrætsforening samler folk om det, der nu kan lade sig gøre omkring kulturhuset, der tidligere var skole.
Fodbolden er en af de blomstrende aktiviteter. Der er gang i såvel herre- som damefodbold ugen igennem.
“Herrerne træner tirsdag og torsdag og er rykket op i serie 4,” fortæller fodboldformand 31-årige Nicolai Holt Jensen, der selv om han er midterforsvarer fik held af at score hattrick i en af de afgørende kampe.
Spillerne kommer så langt væk fra som Sønderborg, Nybøl, Gråsten og Broager. Det er nogen, der har en tilknytning til Egernsund eller bare godt kan lide sammenholdet i klubben.
“Der er faktisk utroligt få spillere fra Egernsund,” siger formanden, der gladeligt tager imod alle udøvere, der kan være med til at holde fodboldspillet i gang.
Oldboys
Der er også oldboys herrefodbold, som formanden deltager i. Damerne spiller kamp om mandagen og træner om torsdagen. De er i alderen 18-35 år og er et af EKIF’s helt store aktiver. Der er stadig plads til flere, hvis nogen skulle få lyst til at være med.
“Vi har super faciliteter og gode sociale arrangementer. Der er både noget for dem, der gerne vil dyrke sport, og dem, der kommer for at heppe og være sammen med andre,” siger fodboldformanden.
Kultur- og Idrætsforeningen spænder vidt med motion og dans, herrehåndbold, yoga og aktiviteter for alle aldersgrupper fra dagplejebørn til seniorer.
Klubben blev stiftet i 1938 under navnet FREM med brydning, boksning og håndbold som de vigtigste aktiviteter.
I 1960erne var der 31 seniorer og 52 drenge, der spillede fodbold i klubben. I 1970erne kom håndbolden til. I 1980erne kunne klubben tilmed byde på badminton, gymnastik og bordtennis. I 2013 blev alle idrætsforeninger i Egernsund forenet i kultur- og idrætsforeningen. I dag er der også Fitness Dance og Simulastik for forældre og børn foruden et ugentligt lottospil. Sådan forandrer aktiviteterne sig gennem årtierne. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 14. august 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.


