
Ejnar Hansens Maskinfabrik i Broager er specialiserede i at levere monterbare metalkomponenter til kundernes produktionslinjer og leverer både i ind- og udland.
Ejnar Hansen får tandhjulene i rette svingninger
Ejnar Hansen Maskinfabrik A/S i Broager har mere end 55 år i historiebogen.
En af grundene til, det går virksomheden på Smedevej rigtig godt, er, at maskinfabrikken har formået at omstille sig til nutidens krav og teknologier. Virksomheden er underleverandør af metalkomponenter til højt teknologiserede virksomheder i ind- og udland.
På Smedevej arbejder 40 specialiserede medarbejdere, der hver dag leverer komponenter til større virksomheder, så tandhjulene løber rundt med delelementer fra Ejnar Hansens Maskinfabrik.
Ejnar Hansen startede maskinfabrikken i 1970 i garagen ved sin privatbolig. Efter nogle år flyttede han fabrikken til de nuværende lokaler i udkanten af Broager. Grundlæggeren fortsatte udviklingen af virksomheden med hjælp fra flere specialiserede kræfter.
Fremstillingen af komplekse, montageklare komponenter ved hjælp af det absolut bedste udstyr har gjort maskinfabrikken i Broager til en fast og stabil spiller på markedet. I 70erne lå fokus på levering af drejedele til maskinproducenter inden for landbruget i lokalområdet. Dertil kom specialmaskiner af meget høj kvalitet.
I begyndelsen af 80erne blev der lagt en helt ny produktionsstrategi, da maskinfabrikken satsede stort og investerede i den første CNC drejebænk. Der blev produceret dreje- og fræsningsdele til en langt større kundekreds i ind- og udland. I dag leverer Ejnar Hansens Maskinfabrik montageklare dele direkte til kundernes montagelinjer.
Maskinerne er blevet udskiftet, og teknologien har rykket sig, men ånden fra de første år lever videre. Erfaring og håndelag er videregivet fra generation til generation. Kundetilfredsheden er altafgørende for virksomheden, der gør brug af underleverandører for at sikre helhedsløsninger og høj faglig ekspertise til kundernes tilfredshed.
Direktør og ejer Jesper Petersen fortæller, det fortsat går maskinvirksomheden rigtig godt, og at der løbende søges nye medarbejdere. Han betegner Ejnar Hansens Maskinfabrik som en af landets mest moderne produktionsvirksomheder med kunder i stort set hele verden. Samtidig er den et eksempel på, hvordan tradion og fornyelse kan gå hånd i hånd, og så ligger maskinfabrikken godt i Broager. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 25. februar 2026
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
