Artikelbeskrivelse

Birgitte Kubstrup Andersen har solgt Kørende Dyrlæge til VetGruppen A/S.

Ejerskifte hos Kørende Dyrlæger

Kørende Dyrlæge i Broager indgår nu i den landsdækkende sammenslutning af danske dyrlæger, VetGruppen A/S. 

Det åbner op for nye muligheder i forhold til specialisering for både dyrlæger og veterinærsygeplejersker, samt mulighed for at trække på ekspertisen hos de flere end 250 andre dyrlæger og veterinærsygeplejersker, der er en del af sammenslutningen. 

VetGruppen A/S er en landsdækkende kæde med klinikker og hospitaler i København og på resten af Sjælland, Fyn og i Jylland. Med overtagelsen af Kørende Dyrlæge er sammenslutningen på bare to år vokset til 26 klinikker og hospitaler, og flere er på vej.

“Med aftalen er klinikken fremtidssikret. Vi har altid prioriteret løbende efteruddannelse og at følge med udviklingen, og det nye netværk i VetGruppen åbner helt andre perspektiver, da vi får adgang til eget kursuscenter og sparring med alle de andre klinikker, der er en del af VetGruppen,” siger dyrlæge og indehaver Birgitte Kubstrup Andersen, der startede Kørende Dyrlæge som en udkørende praksis, men som i dag har næsten lige så mange patienter på klinikken i Broager. 

Selv om dyrlæge Birgitte Kubstrup Andersen har solgt Kørende Dyrlæge til VetGruppen, kommer hun til at forsætte som daglig leder. ■

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.