Skoleleder Lotte Christensen mener ikke, eleverne tager skade af at tørre hylder af i ny og næ, og hun har en pragmatisk tilgang til, at skolen skal holdes pænt ren for de tilrådighed stående midler.

Det skader ingen at give et nap med rengøringen

Gråsten Skole oplever også skidt og snavs.

“Der var også beskidt, da vi lærere og ledere mødte ind på Gråsten Skole efter sommerferien. Der bliver snavset på fem uger. Da eleverne kom i skole mandag, var der gjort rent,” siger skoleleder Lotte Christensen.

Hun har fulgt med i den verserende debat om rengøringen på de kommunale skoler specielt Broager, hvor en lærer lavede en video om hvor smudsigt, der var efter sommerferien.

“Jeg ser pragmatisk på det ligesom på Broager Skole. Vi havde nok en anderledes tilgang til rengøringen tidligere. For 25 år siden havde vi mere ejerskab til det, fordi vi kendte rengøringsdamerne, og de følte, det var deres skole, de gjorde rent på, og derfor skulle de passe på den,” siger Lotte Christensen.

Udliciteret

Nu er skolerengøringen udliciteret til et udefra kommende firma på et politisk flertals foranledning. Rengøringsselskabet hedder Kongsvang.

“I dag ser vi ikke rengøringen, men møder vi en sjælden gang personalet, er de glade og smilende. Jeg føler, Kongsvang er lydhøre og tager tingene til sig, hvis vi gør opmærksom på noget. Ren­gøringen er med udliciteringen ikke det samme som tidligere,” siger skolelederen.

“Da vi mødte ind, var der kun gjort nødtørftigt rent. Der er lærere, der begynder at tørre hylder af og rydde op i klasselokalerne. Nogle gange beder de eleverne om hjælp. Det, er der ingen, der tager skade af. Det lærer dem at holde orden og rydde op i skabe og skuffer,” mener Lotte Christensen, der ser rengøring i et vist omfang som en del af indlæringen.

“Vi er selv en del af rodet. Begynder tingene at flyde på gangene med tasker, sko og jakker, griber det hurigt om sig. Eleverne har ingen skade af at lære at rydde op efter sig selv,” siger Lotte Christensen, der ser god grund til, alle hjælper til med at holde rodebunkerne i ave.

“I diverse trivselsundersøgelser er skoletoiletterne ofte udsat for kritik. Det kan ikke være som derhjemme, hvor der er nogen til at gøre rent i løbet af dagen. På skolen er det anderledes end hjemme, men vi tilstræber en vis rengøringsstandard,” siger Lotte Christensen.

Skolelederen i Gråsten bekræfter, hun og kollegerne blev spurgt, om de selv ville overtage ansvaret for rengøringen, men det takkede de nej til for ikke at blive en slags rengørings-kontrollanter, der hver uge skulle gå rundt. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 19. august 2025

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.