Forsiden af Historisk Årbog for Bov og Holbøl Sogne.
Den gode historie mellem vin og ris
De gør det allesammen i den travle december: Stiller sig lige der, hvor folk på indkøb er at finde.
Og det gælder både venlige handlende, der uddeler smagsprøver på småkager, yoghurt, marineret sild og portvin eller nu også Historisk Forening for Bov og Holbøl Sogne.
Som noget helt nyt rykker den gamle forening tre december fredage i træk nogle timer ind i SuperBrugsen i Padborg.
Og her præsenterer man så foreningens fyldige årbog for alle interesserede.
Bogen fortæller bl.a. en stor og frygtelig historie om den unge pige med den tyranniske ritmesterfar. Om et ukærligt og brutalt hjem og vejen til nazismen. Men det er også fortællinger om et Kollund, der var en gang.
Om da kulden kom til Padborg. Om en forlængst glemt kirkeklokke, der pludselig dukkede op i en skunk og meget andet på 100 spændende sider.
Lige til at tage med hjem og læse ved julelampens skær.
Den historiske årbog bliver uddelt gratis til foreningens mange medlemmer.
Alle andre kan købe den for en flad hundredkroneseddel. Og årbogen er faktisk blevet til en nem og ret benyttet gaveidé. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 30. november 2023
Skrevet af
Torben Ølholm
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.