Artikelbeskrivelse

Post Nord Danmark trækker landets dygtigste cykelryttere og internationale stjerner til Sønderjylland.

Danmark Rundt suser gennem Gråsten

Cykelentusister i Gråsten, Rinkenæs og Adsbøl bliver ikke snydt for at opleve Danmarks største cykelløb, Post Danmark Rundt 2021, på nærmeste hold.

Feltet med de internationale cykelryttere kører nemlig igennem Rinkenæs, Gråsten, Adsbøl og Nybøl på 2. etape onsdag 11. august.

Det er 30. udgave af PostNord Danmark Rundt 2021, som cykler til Sønderborg, hvor cykelrytterne ender efter 183 km.

I alt venter der rytterne 780 kilometer fordelt på fem etaper, når PostNord Danmark Rundt 2021 afvikles i august. Anden etape går fra Ribe til Sønderborg Opløbet bliver ved Dybbøl Mølle, hvor Magnus Cort vandt i 2016 sidste gang cykelløbet var i Sønderborg. 

Anden etape køres fra Ribe til Sønderborg. Etapen starter i Ribe og bevæger sig sydpå mod Skærbæk og videre vestpå, hvor den følger Vadehavet til Højer. Derefter cykles der til Møgeltønder, Tønder, og langs den dansk-tyske grænse til Padborg og Kruså. Efter Kruså køres der langs Flensborg Fjord til Sønderhav.

Derefter når cykelrytterne ind i Sønderborg Kommune og kører over Rinkenæs til Gråsten, hvor de kommer gennem selve byens centrum. Når rytterne kommer til Slotsbakken/Feldstedvej i Gråsten, så er resten af ruten stort den samme rute som Tour de France etapen i 2022. 

Feltet i PostNord Danmark Rundt 2021 bliver på 140 ryttere fra 20 hold med deltagelse af alle fire danske continental hold, PostNord landsholdet og rigtig mange danske ryttere på World Tour holdene. Det betyder, at der er mange danske talenter og stjerner med i cykelløbet sammen med dygtige udenlandske World Tour- og Pro Teamsryttere, og det sikrer et cykelløb på allerhøjste niveau. ■

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.