44-årige Dan Sparvath Jørgensen udlever et ønske om at være sig selv og sine kunder og åbner tirsdag 15. marts salonen DSJ Dan Jørgensen, Nygade 5, Gråsten.

Dan Sparvath går efter det naturlige look

Dan Sparvath Jørgensen åbner 15. marts frisørsalon Nygade 5 i Gråsten. 

Der bliver klippet og trimmet hår og lavet frisurer på folk af begge køn og i alle aldre hos DSJ Dan Jørgensen.

“De sidste fem år har jeg lejet en stol i Garagen i Gråsten. Nu har jeg lyst til at være mig selv. Du kan få lavet alt, hvad der bimler og bamler. Jeg giver kunderne en lækker behandling, og så er frisøren som bekendt den billigste terapeut, der nogensinde har eksisteret,” konkluderer 44-årige frisør, der til august har været 25 år i branchen.

Det er blevet til mange timer med kam og saks – mange flere end hos de fleste 25 års jubilarer i andre brancher.

“Jeg er uddannet på frisørskolen i Aabenraa med læreplads i Sønderborg. I min læretid deltog jeg i frisørkonkurrencer. Jeg fik en fjerdeplads ved DM i 1999. I 2000 tog jeg en andenplads og kom på landsholdet og var til VM i Berlin. Frisørkonkurrencer kræver meget. Jeg trænede i min kælder to timer om dagen. Det er som elitesport. Vil du op at lege med de store, skal du også træne for det,” fortæller Dan Sparvath Jørgensen.

Senere underviste han i farve- og klippeteknikker inden for Schwarzkopf Professional med rejser til Barcelona og Polen.

“Jeg har prøvet mere end de fleste. Jeg er mit brand. I min nye salon vil jeg brande mig på det naturlige look. Man kommer langt også uden at afblege eller farve håret blåt eller lyserødt. Der har været en tendens til, at man skulle se ud som en eksploderet regnbue,” fortæller frisøren i Nygade.

Det er en kunst at videreføre det naturlige hår og udseende.

“Jeg ser mine kunder som samarbejdspartnere. En fornuftig dialog og samtaler giver det bedste resultat. Jeg elsker, kunden har en mening, og at jeg måske bare skal give et skub ekstra i retning af en personlig frisure. Det drejer sig om, hvad det egentlig er, kunden vil,” siger Dan Sparvath Jørgensen, der stammer fra Hønsnap.

Han siger fra over for opsat hår. Det lader han andre om og sender gerne kunden videre til en anden frisør, så man får en god oplevelse ud af det.

“Med tiden klipper jeg flere børn, selv om jeg i starten havde det svært med det. Der er kun mine kunder og mig i salonen. Det giver mere intimitet og kræs og hygge,” fortæller Dan Sparvath Jørgensen, der holder reception i sin nye salon 1. april, men slår dørene op allerede nu. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.