
Der bliver atter sejlture på Flensborg Fjord.
Cykelfærgen Danmark-Tyskland bliver dansk i år
Al tvivl om sejladsen på Flensborg Fjord med Cykelfærgen Danmark-Tyskland er væk.
På fredag afgår cykelfærgen fra Egernsund via Marina Minde og Brunsnæs – og ikke til Langballigau i Tyskland, men til Sønderhav. Cykelfærgen har nemlig ikke tilladelse til at krydse sø-grænsen.
“Vi stod over for enten at lukke cykelfærgen eller finde en anden havn i Danmark. Jeg kiggede på både Kollund og Sønderhav og blev hurtigt klar over, at det er Sønderhav, vi skal satse på. Det ligger åbent. Der er mange turister, og Aabenraa Kommune har lige investeret 250.000 kr. i en ny bro og har givet os grønt lys. Det er virkelig en gestus. Så jo, vi sejler, og der er åbnet for billetsalget, fortæller Gerhard Jacobsen, Brunsnæs, projektleder for cykelfærgen.
Første sejlads er på fredag den 26. juni kl. 9 fra Egernsund med fire rundture dagligt til Marina Minde, Brunsnæs, Sønderhav og retur til Egernsund. Passagerne kan købe billet til netop den strækning, de ønsker at sejle med, så en tur af turen også kan foregå ved at vandre eller cykle retur.
“Jeg tror, vi får mange gæster fra campingpladser og sommerhuse, som kommer langvejs fra. Specielt i år, hvor så mange aktiviteter er aflyst. Der er ingen ringridninger, ingen byfester. Og folk skal ud og opleve noget, så cykelfærgen er et lille bidrag. Vi udbyder også aftensejladser, som vi sælger fra på fredag og indtil den 12. juli, hvor grupper på 12 kan komme på en aftensejlads på Flensborg Fjord. Og de tre første aftener er solgt”, oplyser projektlederen.
“Jeg har en forhåbning om, at vi den 12. juli kan ændre sejlplanen tilbage til det, den var sidste år, nemlig daglig sejlads til Langballigau og sejlads til Flensborg. Men det kræver jo, at sø-grænsen bliver åbnet. Hver dag kommer nye åbninger fra regeringens side, og nu er fem lande grænseovergange åbnet. Jeg håber jo, at de mennesker, der arbejder med grænse åbninger på land også husker, at vi har en sø-grænse, som vi jo er afhæng af bliver åbnet. Så vi håber. Meget kan ske på tre uger”, siger Gerhard Jacobsen. ■
Skrevet af
Kristian Pallesen