Sønderborg og Broager fjernvarmeselskaber vil fusionere for at opnå stordriftsfordele for forbrugerne og i den grønne omstilling, og så er varmenetværket i Sønderborg kommune ved at være samlet fra vest til øst.

Broager og Sønderborg Varme vil slå pjalterne sammen

Står det til bestyrelsen for Broager Fjernvarme­selskab Amba, går den i løbet af en overskuelig tid sammen med Sønderborg Fjernvarme Amba. 

Det sker for at udnytte fordele og sikre forbrugerne på sigt, så større opgaver bæres på flere skuldre. 

Begge varmeværker har høje grønne ambitioner. Broager Fjern­varme er meget langt fremme i den grønne omstilling og er et af landets grønneste fjernvarmeværker.

“Vi holder generalforsamling i Broager 23. april. Søn­der­borg holder generalforsamling 25. april. Her vil de gennemarbejdede tal og grundlaget for en sammenlægning blive fremlagt,” fortæller formand for Broager Fjern­varme­selskab Peer Monger.

Broager har 1200 forbrugere. Storebror Sønder­borg har 16.000 kunder.

“Vi er dem, der har investeret mest i den grønne omstilling i hele Danmark. Vi er der allerede, når andre snakker om den grønne omstilling. Hvad den sorte varme angår, så er vi af med den. Vi har sænket priserne på varme i Broager. Vi bliver stærkere, jo større vi bliver,” mener Peer Monger, der arbejder på grundlaget for at få forbrugerne til at sige ja til sammenlægningen.

Vand fra Vemmingbund

Broager Fjernvarme­selskab sikrer varmen til forbrugerne gennem en grundvandsvarmepumpe, som henter vand op fra Vemmingbund.

“Det fungerer fortrinligt,” fortæller Peer Monger.

Derudover har Broager et stort solvarme anlæg og en stor elkedel. Hen­sigten med sammenlægningen er at sikre forsyningen og stabile priser i et større selskab. Fordelen ved at koble selskabernes fjernvarmenet sammen er, at eksisterende produktionsanlæg og nye investeringer i for eksempel overskudsvarme fra områdets virksomheder som teglværker og biogasanlæg kan udnyttes optimalt til glæde for forbrugerne.

Sønderborg Fjernvarme har allerede fået godkendt et projekt, hvor der etableres en fjernvarmeledning mellem Sønderborg og Gråsten og samtidig etableres fjernvarme i Nybøl og Vester Sottrup. Når det er gennemført, har Sønderborg Fjernvarme et sammenhængende ledningsnet fra Rinkenæs i vest til Augustenborg og Hørup i øst. 

Med den planlagte linjeføring via Nybøl kommer Sønderborgs og Broagers fjernvarmenet også geografisk tæt på hinanden.

“At sammenkoble og udbygge fjernvarmenettene og drifte det optimalt, er en oplagt mulighed for at kunne sikre en stabil og attraktiv varmepris. Det kræver flere kræfter, end et lille fjernvarmeselskab som os råder over. Derfor mener vi, tiden er inde til at undersøge nærmere, om der er basis for at forene kræfterne i et fælles selskab,” siger Peer Monger.

Sønderborg Varme har i 2018 og 2021 gennemført sammenlægninger med Gråsten og Augustenborg Fjernvarme. Det giver bedre muligheder for at sikre den grønne omstilling i et større selskab, hvilket også er en fordel for forbrugerne. Det vil tage nogen tid at forbinde de to fjernvarmesystemer, men når det er sket, giver det stordriftsfordele både for forbrugerne og i den grønne omstilling. Broager har haft problemer med en elkedel. Den slags kommer det mindre værk ikke til at stå alene med i et større selskab.

“Bestyrelsen arbejder på at gøre det rigtige for alle parter. Det skal være skudsikkert og fair over for alle parter,” siger Peer Monger, der imødeser den ordinære og kommende ekstraordinære generalforsamling om sammenlægningen med fortrøstning i sindet. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 31. januar 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Ingrid Johannsen
Ingrid JohannsenMediechef
Ring 21 19 02 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.