Menighedsrådet er fra venstre omkring døbefondet konstitueret formand Jette Petersen Asmussen, præst og næstformand Anne-Mette Damkjær Larsen, kontoransat Jette Stenkjær Hansen, Tina Erichsen, Helene Jørgensen, Ulla Nørgaard Clausen, Birgit Fernandez, Marianne Rahr Jørgensen og Henning Hansen.

Bro­ager menighedsråd søger forstærkning

Ved menighedsrådsvalget forrige år lykkedes det at mønstre 11 medlemmer af Bro­ager menighedsråd, der således var godt besat på alle pladser. Næstformanden nåede dog af personlige årsager aldrig at tiltræde. Nu har yderligere tre personer forladt menighedsrådet på grund af sygdom og personlige forhold. En af dem er formand Diana Sohl. Derudover har Roy Hansen, Heidi Hagensen og Anne-Mette Fruelund Larsen forladt menighedsrådet.

Derfor skal der nu foretages et udfyldningsvalg. Der er orienteringsmøde i sognehuset tirsdag 10. februar. Selve valget finder sted 17. marts klokken 19-12 i sognehuset.

“Vi vil gerne have så mange som muligt ind i menighedsrådet – mindst tre nye. Der er rigeligt at se til, for det nuværende menighedsråd består for langt de flestes vedkommende af nyvalgte medlemmer,” siger kirkeværge og kasserer Tina Erichsen.

”Arbejdet er meget overvældende. Vi har måttet trække suppleanterne ind i menighedsrådet. Flere varetager i forvejen mange opgaver. Det er et stort ønske at få flere med. Kirken er nyrenoveret og i fin stand. Der er fyldt til gudstjenesterne og mange kirkelige handlinger. Ønsker man en velfungerende kirke og menighedsliv, er det vigtigt at få flere med. Man kan ønske sig de opgaver, man helst vil varetage. Vi er indstillet på at sætte nye stille og roligt ind i arbejdet,” siger Tina Erichsen.

Ulla Nørgaard Clausen og Marianne Rahr Neumann var ved valget forrige år indstillet på at gøre et stykke arbejde for at få menighedsrådet i gang. De er i forvejen involveret i en hel del aktiviteter som sognecafeer, højskolesang, spaghettigudstjenester, babysang, musikarrangementer og foredrag. Da de også blev valgt ind i menighedsrådet i 2024, ønsker det sig flere skuldre at fordele den kirkelige indsats på. Kon­stitueret formand Jette Petersen Asmussen ønsker egentlig også at trappe ned. Hun var med i det gamle menighedsråd, der stod for en gennemgribende renovering af kirken.

3821 sognebørn

Det nye menighedsråd bruger en del tid og kræfter på at sætte sig ind i mange opgaver.

Kirken blev genindviet sidste år i september efter en lang renoveringsperiode med kalkning inde og ude, istandsættelse af lamper og bænkerader og elvarme. De store opgaver er altså klaret. Tilbage står den daglige drift af kirke og menighedsrådsarbejdet så som istandsættelse af en mur og pasning af til kirken hørende skov og kolonihaver.

Bro­ager Sogn har 3821 sognebørn og mange kirkelige handlinger som et halvt hundrede begravelser og barnedåb om året. Den faste præst Anne-Mette Damkjær Larsen tiltrådte i november 2024. Malene Freksen er hjælpepræst på halv tid.

Menighedsrådet er nede på syv medlemmer og ingen suppleanter, så der er brug for flere hænder og skuldre til at påtage sig det omfattende arbejde med at sikre rammerne for og livet omkring sognets gamle middelalderkirke. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 29. januar 2026

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.