
Martin Bred startede Bred VVS ApS i 2012.
Bred VVS ApS er specialister indenfor energiteknik
I Frøslevlejren er fem medarbejdere fra Bred VVS i gang med at installere et stort centralvarmeanlæg.
Der skal opsættes 335 vandbårne radiatorer og 10 luft-til-vand varmepumper.
Med en luft-til-vand varmepumpe genbruges varmen i udeluften til at opvarme barakkerne og producere varmt vand. Det er en både miljøvenlig og prisbesparende varmeløsning.
Der er blevet nedgravet 1,2 km fjernvarmerør i lejren, med mulighed for at Fjernvarmen kan koble sig på, hvis det bliver aktuelt.
Store og små projekter
Firmaet er også i gang med store opgaver på det tidligere statshospital i Augustenborg. Her skal der etableres 24 lejligheder i det gamle sengeafsnit, hvor Martin Bred har vundet VVS Entreprisen.
På Årø udfører Bred VVS-opgaver for Haderslev Andels Boligforening, med opførelse af 10 ældreboliger og derudover er firmaet også i gang med nybyggeri af 32 huse på Langrode i Aabenraa.
“De små projekter er dog mere vigtige end de store. De store projekter har en afgrænset tid, men de små VVS-opgaver er der altid. Store projekter giver en fleksibilitet, hvor vi hurtigt kan finde en medarbejder der kan hjælpe, når der akut er brug for en VVS-mand. Vi sætter en stor ære i at levere et godt håndværk, hver gang. VVS-arbejde har stor betydning for vandforbrug, varmeforbrug og de omkostninger, der er forbundet hermed. Kvaliteten af vores arbejde er derfor meget vigtigt”, understreger Martin Bred.
28 ansatte
46-årige Martin Bred startede Bred VVS ApS i 2012. Han har stået i lære hos Kliplev VVS fra 1997 til 2001 og har herefter, fra 2002 til 2004, taget VVS Installatør og VVS Tekniker i Herning på en 2-årig videregående uddannelse, efterfulgt af 1½ år som grossist i Odense. Derefter vendte han hjem til sin fars firma, Günther Bred VVS i Kruså .
Bred VVS har kontor og værksted i Kollund og et værksted i Gråsten. Der er 28 ansatte i firmaet, 15 VVS-montører som udfører alle former for VVS-arbejde, 5 lærlinge, 4 montører der udfører service og vedligeholdelse af biobrændsel, gas, olie og varmepumper samt 4 på kontoret.
“Som VVS-installatør med speciale indenfor energiteknik er vi i stand til at installere og reparere fjernvarme-, centralvarme- og ventilationsanlæg i parcelhuse, fabriksbygninger og ejendomskomplekser. Vi tilbyder servicering af varmepumper, olie- og gasfyr og andre varmekilder. Vi sælger også en del blødgøringsanlæg, som bruges til at fjerne kalk fra vandet i boligen”, fortæller Martin Bred. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 7. maj 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.