Formand for Bov IF Badminton, Casper Slot Andersen.

Bov IF Badminton nomineret til Årets Badmintonklub 2026

Bov IF Badminton er blandt de tre klubber, som Badminton Danmark i samarbejde med DGI har nomineret til prisen som Årets Badmintonklub 2026.

Nomineringen fungerer som et ekstra skulderklap til klubber, der gør en særlig indsats for at styrke badmintonsporten – både sportsligt og socialt.

Prisen gives til en klub, der værner om sine medlemmer, lokalmiljøet og badmintonsportens værdier. Udover Bov IF Badminton er også Gug Badmintonklub og Islands Brygge Badminton blandt de nominerede. Fælles for de tre klubber er et stærkt sammenhold med plads til alle – på tværs af alder, køn og niveau – samt en målrettet indsats for at fastholde især de unge i sporten.

Formand for Bov IF Badminton, Casper Slot Andersen, glæder sig over anerkendelsen.

“Vi er selvfølgelig stolte over at være iblandt de tre nominerede. I år har Badminton Danmark haft særligt fokus på bredden i badmintonsporten, og det er et område, vi prioriterer højt. Vi har i dag 85 medlemmer og en stor ungdomsafdeling, som er vokset år efter år”, fortæller han.

Klubben lægger stor vægt på fællesskab og oplevelser uden for banen og arrangerer blandt andet klubture til mesterskaber og turneringer.

“Vi har meget fokus på de unge og gør en aktiv indsats for at skabe sammenhold. Det er vigtigt for os, at børn og unge har lyst til at blive i klubben – både piger og drenge”, siger Casper Slot Andersen.

En af Bov IF Badmintons helt store og tilbagevendende begivenheder er Grænsecup, som i 2019 kunne fejre 40-års jubilæum.

“Grænsecup er noget helt særligt for os. Her får vi besøg af spillere fra både Tyskland og fra hele Danmark, og stævnet er med til at styrke både det sportslige niveau og fællesskabet på tværs af grænsen”, tilføjer formanden.

Det er en jury, der udpeger den endelige vinder af prisen. Vinderen bliver offentliggjort og hyldet på finaledagen ved det officielle danmarksmesterskab for seniorspillere 2026, som afholdes i Sønderborg den 7. februar. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 29. januar 2026

Skrevet af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.