
Ingeniør Børge V. Nielsen har 50-års jubilæum i Padborg Vandværk.
Børge V. Nielsen har 50-års jubilæum i Padborg Vandværk
Bygningsingeniør Børge V. Nielsen har hele livet arbejdet med forsyning. Den 16. maj har han 50-års jubilæum på Padborg Vandværk, hvor han stadig er ansat på deltid og møder ind kl. 07.00 hver morgen.
“I 1975 havde Padborg Vandværk 1.000 forbrugere og her i 2025 har vi 3.100 forbrugere. Vi har ansat 3 håndværkere på Toldbodvej 1, og vi har et rigtig godt samarbejde med vandværkerne i Holbøl, Kollund, Fårhus, Hokkerup og Tørsbøl”, fortæller 78-årige Børge V. Nielsen.
Børge V. Nielsen er fra Barrit vest for Juelsminde. Han blev udlært som elektriker i 1968, og den 1. maj 1969 blev han indkaldt til Civilforsvaret, hvor han gennemførte en officersuddannelse, og derefter en 4-årig uddannelse til bygningsingeniør.
Den 16. maj 1975 blev Børge V. Nielsen ansat som afdelingsingeniør og blev i 1988 tillige udnævnt til brandinspektør i Bov Kommune. Blandt ansvarsområderne var fra starten forsyningsområderne: vandværk, kloakforsyning og renovation.
Padborg Vandtårn på Industrivej, som blev opført i 1966, har en højde på 28 meter og rummer 400 tons vand. Vandtårnet sikrer vandværket et konstant vandledningstryk.
Padborg Vandværk er det største forbrugerejede vandværk i Sønderjylland med et ledningsnet på 240 km.
Nye vandboringer
Børge V. Nielsen har altid haft en vision om, at alle ejendomme skal have mulighed for at få almen vandforsyning.
“Vi har indgået en aftale med Skovstyrelsen om 4 nye vandboringer i Frøslev Plantage, hvor vi nedgraver 6 km vandrør. Udvidelsen sker med rettidig omhu for at imødekomme efterspørgslen og for at forebygge udfordringer med vandkvaliteten”, fastslår Børge V. Nielsen.
Tropsfører
Privat blev Børge V. Nielsen I 1972 gift med Annie, og i 1975 flyttede de til Sønderjylland. Først boede de 3 år i Fårhus, og i 1978 flyttede de ind i huset på Nyhusvej, som han selv har tegnet og bygget.
Ægteparret har to børn, som begge er bosat i København. 52-årige Henrik er uddannet skuespiller, og han været med i filmene om Tarok, Hvidsten gruppen og Valdes jul Derudover er han kaptajn af reserven i forsvaret.
Den anden søn, Søren, har eget firma, hvor han laver film, og har lavet film for Novo Nordisk.
Børge V. Nielsen er medlem af Frøslev Mandskor, som er en forening, der blev stiftet for 146 år siden. Her er han fungerende formand, sekretær og kasserer.
Som 12-årig blev han spejder og senere tropsfører i Det Danske Spejderkorps. Han har aldrig været arbejdsløs. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 12. maj 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.