
Færgen Bitten
Bitten fejrer 25 år på fjorden
Mandag blev en særlig milepæl markeret på færgeruten mellem Ballebro og Hardeshøj. Sønderborg Kommunes færge Bitten fyldte 25 år, og jubilæet blev fejret med gratis rundstykker til de mange passagerer, der benytter den daglige forbindelse mellem Jylland og Als.
Selvom Bitten kun har sejlet på ruten siden 2001, går færgefarten mellem Hardeshøj og Ballebro mere end 340 år tilbage.
De første kendte oplysninger stammer fra 1683, hvor overfarten er indtegnet på et kort. Dengang blev passagerer, dyr og varer roet over Alssund.
I dag er Bitten den sjette motorfærge på ruten og en vigtig del af infrastrukturen i området. Alene i 2025 blev der transporteret 116.768 personbiler, 3.564 lastbiler og i alt 191.756 passagerer.
Færgen er fortsat et attraktivt alternativ til den længere køretur rundt om Alssund. Med rabatkort koster en overfart for en personbil knap 29 kroner.
Selvom færgen sejler på diesel, bidrager den samlet set til at reducere CO₂-udledningen. Den kortere transportvej betyder, at bilister sparer brændstof, og ifølge beregninger overstiger denne besparelse færgens eget forbrug. I 2025 har færgeforbindelsen dermed medvirket til en samlet reduktion på 136 tons CO₂.
Lang historie med stigende trafik
Den moderne færgehistorie begyndte i 1958, da den første motorfærge blev sat ind på ruten. Året efter kom den første bilfærge, Jacob Nordals. Den voksende trafik førte i 1961 til indsættelsen af endnu en færge, Jacobine.
I 1978 blev Jacob Nordals afløst af Jacob Hardeshøj, som havde kapacitet til væsentligt flere biler. Men også denne færge blev med tiden for lille til den stigende trafik.
Derfor indgik Sønderborg Kommune i 2000 kontrakt med Assens Værft om bygningen af en ny og større færge. Resultatet blev Bitten, som blev indsat på ruten den 16. juni 2001.
25 år senere er færgen fortsat en central livsnerve mellem Jylland og Als til glæde for både pendlere, lokale borgere og de mange turister, der hvert år benytter den historiske overfart. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 17. juni 2026
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

