
Bent Oechsles store 90-års fødselsdag på Bov Kro blev en festlig markering af et langt og aktivt liv med håndværk, frivilligt brandværn, sport og ikke mindst familien i centrum. Her er han omgivet af 13 af sine 16 oldebørn.
Bent Oechsle fejrede 90 år med familien
Snedker Bent Oechsle fra Bov har rundet de 90 år. Den runde fødselsdag blev fejret på Bov Kro sammen med børn, børnebørn og oldebørn.
Bent Oechsle er et velkendt ansigt i Bov og Padborg. I hele 53 år var han aktiv brandmand i Padborg Frivillige Brandværn, hvor han også i en årrække stod i spidsen for røgdykkerne. I dag er han passivt medlem og følger fortsat brandværnet med stor interesse.
Som uddannet snedker arbejdede han i mange år hos Svend List på Rønsdam i Bov og senere hos Henning Berg i Fårhus. Håndværket har han aldrig sluppet. I garageværkstedet på Kejsergade er han stadig i sit es, når der skal nørkles med nye projekter og findes kreative løsninger.
I 1966 solgte Bent sin motorcykel for at købe grunden på Kejsergade 20. Her byggede han og hustruen Edith deres fælles hjem, hvor de fik mange lykkelige år sammen. Edith døde to år før parrets diamantbryllup. Bent bor fortsat i huset, som han har haft som hjem i 60 år. Trods enkelte aldersskavanker klarer han sig godt og nyder fortsat haven og drivhuset.
Gennem mange år var han desuden træner i Brydeklubben Uffe på Frøslev-Padborg Skole.
Familien har altid haft en stor plads i hans liv. Bent Oechsle har tre børn, ni børnebørn og 16 oldebørn. Når lejligheden byder sig, mødes han om fredagen med Günther og Mia til et hyggeligt spil Yatzy. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 9. november 2026
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
