
Astrid Helene Charlotte Lauritzen fylder 100 år.
Astrid Lauritzen fylder 100 år
Den 23. september bliver en festdag på Birkelund Plejehjem i Kollund, når Astrid Helene Charlotte Lauritzen kan fejre sin 100-års fødselsdag.
Astrid er født i Sønderborg Kommune i det gamle Ulkebøl Sogn, og er den ældste ud af en søskendeflok på fem, som bestod af en pige og fire drenge. Hendes fire brødre lever ikke mere, og som den ældste, runder Astrid nu 100 år.
Efter 7 år i skolen, kom Astrid ud og tjene. Først som hjælp i en købmandsforretning i Hørup, og senere fik hun arbejde i Sønderborg hos en bager på Perlegade, og derefter hos Marskandiser Olsson på Rønhaveplads.
I 1949 blev hun gift med Christian, som har arbejdet på Solo fabrikken i Sønderborg og på Danfoss i Nordborg. I starten boede de på Kongevej, hvor deres eneste søn, Jan, blev født. Lejligheden lå lige overfor Kongevejshospitalet, så Astrid kunne gå derover, når tiden til at føde var inde, og det gjorde hun en lørdag eftermiddag. Jan blev født søndag morgen.
Byggede hus
Marskandiser Olsson familien ejede en ejendom med flere lejligheder på Løkken i Sønderborg, og her fik ægteparret tilbudt en lejlighed på 3. sal. Her boede de indtil Astrids forældre tilbød dem at købe en grund på Spang Vade, som de ejede. Her byggede Astrid og Christian huset, hvor de boede i 40 år.
I den tid arbejdede Astrid først på Kamgarnsspinderiet og Als Flødeis i Sønderborg, og senest hos Brdr. Müller i Vollerup på Als, hvor hun var i mere end 30 år. Her blev hun valgt som tillidskvinde, og det var hun meget stolt af.
Som 61-årig gik hun på efterløn og senere på pension. Huset på Spang Vade blev solgt, og ægteparret flyttede ind i en lejlighed i Frederiksparken i Sønderborg. Astrids mand døde for 20 år siden, og hun har siden været alene.
Plejehjemmet Birkelund
I foråret 2025 flyttede Astrid ind på Plejehjemmet Birkelund i Kollund, og kom tættere på hendes eneste søn, Jan T. Lauritzen, der i dag er 75 år. Hun har to børnebørn og fire oldebørn, som hun er meget glad for.
Fødselsdagen bliver fejret på Birkelund Plejehjem, hvor hendes yngste brors kone, Elin, også deltager samt en veninde, Edel, som hun har haft glæde af i mange år.
Om aftenen fejres fødselsdagen på Holbøl Landbohjem, hvor Astrid har bestemt, af maden skal være gammeldags oksesteg med gammeldags hvidkål og rødkål. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 18. september 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
