
Daglig leder Anja Beeck (tv) og medarbejder Tina Thomsen nyder at betjene kunderne i Annies Kiosk
Annies kiosk genåbner efter renovering
Efter 7 ugers lukning er Annies Kiosk i Sønderhav genåbnet.
Den daglige leder, Anja Beeck, fortæller, at åbningsdagen gik over al forventning, og der blev solgt mange hotdog, pommes frites og Annies burgere.
Det gik hårdt ud over Sønderhav, da den værste stormflod i 119 år ramte byen den 20. og 21. oktober i 2023. Det var skader fra stormfloden, som var årsag til, at gulvet skulle skiftes ud i Annies Kiosk.
Kiosken har én af landets smukkeste beliggenheder ved Flensborg Fjord, og er velbesøgt hele året rundt, ligesom matriklen hver tirsdag er et yndet mødested for motorcyklister.
For tiden er der 10–14 ansatte beskæftiget i kiosken, om sommeren er der 30–35 ansatte.
Hjemmelavede råvarer
Når folk er så vilde med hotdogs og burgere fra Annies Kiosk, skyldes det ifølge Anja Beeck at man byder på hjemmelavede råvarer.
“Vores pølsebrød og burgerboller kommer fra Kajs bageri i Vester Sottrup og vores pølser er fra slagter Lampe”, siger Anja Beeck.
Anja Beeck og Tina Thomsen er stolte af deres arbejdsplads.
“Der er frihed under ansvar og tillid og anerkendelse til os medarbejdere”, fortæller de begge, og roser deres arbejdsgivere, Merete Noer og Peter B. Fleggaard, som ejer Annies Kiosk.
Anja Beeck har været ansat i kiosken siden 2018, og Tina Thomsen har arbejdet i kiosken i 4 år. ■

Annies Kiosk har fået nyt gulv efter skader fra stormfloden i oktober 2023.
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 16. januar 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
