Udstillingsansvarlig Roberto Zacharias fra Amnesty International og kustodekoordinator Margit Biehl Hansen mangler frivillige kustoder i Frøslevlejren.

Amnesty i Frøslevlejren søger frivillige kustoder

Siden 1984 har Amnesty International haft en permanent udstilling og et informationscenter i Frøslevlejren.

“Det er det eneste sted i Danmark, at vi har en permanent udstilling. I år har vi fået et tilskud på 100.000 kroner, som skal bruges til renovering og fornyelse af vores udstilling, som vi nu gør mere nærværende med ny indretning. Der vil blive mulighed for at se, læse og høre om bl.a. Gaza, Ukraine, kvinderettigheder i Iran og meget mere,” fortæller udstillingsansvarlig Roberto Zacharias og tilføjer, at Frøslevlejren har fået tilknyttet oplevelsesdesigner Ludvig Lohse til at rådgive om udstillingsdesign og interaktive oplevelser.

Amnesty arbejder med mange aspekter af menneskerettigheder, blandt andet ytringsfrihed, mennesker på flugt, humanitære kriser og konflikter samt retten til at protestere. Menneskerettighederne – de fælles spilleregler, der gør, at vi kan tænke, tale og leve frit sammen – er under pres i en verden præget af ustabilitet og usikkerhed.

Mangler frivillige kustoder

Amnesty i Frøslevlejren søger nu frivillige kustoder til at bemande udstillingen fra april til oktober. Konkret mangler foreningen frivillige i ca. 13 uger for at være fuldt bemandet gennem sommerhalvåret.

“Der er mulighed for at bo i vores barak W6, som er indrettet med en lille lejlighed med køkken og det hele. Nogle vælger at være her i en uge, hvor de står for formidling og udstillingen fra kl. 10–16, og resten er fritid. Frivillige kustoder betaler kun for transport og egen forplejning,” fortæller kustodekoordinator Margit Biehl Hansen, der har været med siden udstillingens start i 1984.

“Vi er afhængige af frivillige kræfter, og vi er taknemmelige for, at der findes mennesker, som vil være med til at gøre en forskel og kæmpe for menneskerettighederne. Vi kan bl.a. tilbyde et samvær med andre kustoder i de øvrige barakker og spændende samtaler med de mange gæster, der årligt besøger lejren. Vi sørger naturligvis for grundig oplæring,” understreger Roberto Zacharias.

Interesserede kan kontakte Margit Biehl Hansen på tlf. 21 74 98 30. Se også annoncen andetsteds i Bov Avis.

Hadtale og Skamstøtten

“Kampen for menneskerettigheder nytter noget,” siger Roberto Zacharias og fremhæver Amnestys drejebog mod hadtale, der fungerer som en konkret handlingsplan til at håndtere hadefulde ytringer – både online og offline.

Drejebogen viser bl.a., at 70 % af danskerne frygter, at deres børn skal vokse op i et samfund med mere had.

Hadtale på sociale medier er et udbredt fænomen og dækker over hadefulde, nedværdigende eller truende ytringer rettet mod grupper eller individer baseret på deres baggrund. I Danmark er dette strafbart under straffelovens § 266 b, også kendt som racismeparagraffen.

I barak W6 står flere skulpturer af den danske kunstner Jens Galschiøt, som bl.a. er kendt for skulpturen Skamstøtten, som er et mindesmærke over ubærlige begivenheder, og symboliserer nedbrydning, devaluering, smerte, fortvivlelse og mangel på respekt for det enkelte menneske. ■

I barak W6 kan gæsterne se flere værker af kunstneren Jens Galschiøt. Her ses  ”Den lille pige med svovlstikkerne i den ene hånd og en mobiltelefon i den anden”, som symboliserer H.C. Andersens eventyr om armod, men i Galschiøts version også peger på det moderne børnelivs skjulte fattigdom og omsorgssvigt. Selvom børn har materielle goder, mangler de ofte menneskelig varme, nærvær og omsorg.

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 5. marts 2026

Skrevet af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Fotos af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.