Ædle spanske, franske, italienske og tyske dråber skal lokke vinkendere til at handle kvalitetsvine hos My Cellar i Egernsund.

Ædle druer indtager tidligere bagerbutik

Rathjes tidligere drive in bageri i Egernsund åbner snart som vinhandel og salgssted for online portalen My Cellar. 

Initiativtagerne er uddeler i SuperBrugsen i Gråsten, Jesper Thomsen, og hans kollega Per Beierholm, der er kommet til i indeværende år. 

Sidstnævnte er uddannet sommelier og en sand vinkender, mens førstnævnte er ved at tage uddannelsen på 32 gange otte timer i København. Han er halvvejs og regner med at skrive sommelier på visitkortet i det ny år.

Det tidligere bageri, der både har været bank og sandwichbar, er som skabt til oplagring af gode vine. Der er kølerum og rummelige lokaliteter til vinsmagning og møder med ligesindede, der går op i ædle smagfulde druer.

“Vi er ikke i konkurrence med grænsehandlen. My Cellar er for folk med hang til mere smagfulde oplevelser og gerne vil give lidt mere for en flaske vin,” fortæller Jesper Thomsen, der sælger vin fra under en hundredkroneseddel til flere tusinde kroner.

“Per er til fransk vin, jeg er til italiensk. Vi kan begge godt lide portvine. Vi har haft lidt svært ved at få nogle partier vine hjem, for de er ikke alle lige lette at få fat i. Derfor er vinpartierne heller ikke så store,” fortæller brugsuddeleren, der gjorde kort proces og gjorde sin hobby til sin forretning, da lokalerne i Sundgade ud mod Brovej stod tomme for et halvt år siden.

Vinaftener

Det tidligere bageri er godt sikret. Indholdet af vinflasker har en vis værdi. Vinkendere og samler kan mod betaling få opbevaret deres vinpartier i de velegnede lokaler i Egernsund.

“Vi vil lave vinaftner og lade en lille snes deltagere smage på forskellige vine med tapas til. Vi giver historien om, hvor vinen kommer fra,” siger Jesper Thomsen, der absolut mener, der er grundlag for vinsalg i den dyre ende i Egernsund og også gerne vil give noget tilbage til egernsunderne.

“De trænger til at få noget blivende her. Det er vort håb, folk vil lægge vejen forbi og være med til at smage på vinene,” siger Jesper Thomsen, der venter på den rette facadeskiltning og bebuder vinsalg i Egernsund medio oktober.

Det er allerede lykkedes ham og Per Beierholm at få fat i nogle af de eftertragtede varer – blandt andet et parti tysk Riesling, som Lufthansa ikke kom af med på grund af Coronaen.

“Jeg er vild med den italienske Brunello. Vi går efter at købe kvalitetsvine i Italien, Tyskland, Spanien og Frankrig,” fortæller Jesper Thomsen, der er ved at bygge et gedigent lager op i Sundgade.

Gode vine

Vinene er ikke til salg i almindelige supermarkedskæder og slet ikke som billige slagtilbud i grænsehandlen. Vinkenderne satser på, andre har den samme lidenskab som dem selv. Vinpartierne udleveres fra lageret i Egernsund, når vinkunder bestiller på nettet. Der har allerede været henvendelser ikke mindst på vinsmagning.

“Når du uddanner dig til sommelier, skal du kunne smagte, hvilket land en vin kommer fra og gerne, hvilken mark den er fra. Det er ret nørdet, og det er ikke noget, du bliver alkoholiker af. Vi spytter al vinen ud igen,” fortæller Jesper Thomsen, der glæder sig til at dele sin store interesse med andre.

“Alt behøver ikke foregå i Sønderborg. Man kan sagtens smage på og købe gode vine i Egernsund. SuperBrugsens bestyrelse i Gråsten har været så visionær at gå med på tanken,” fortæller han mellem papkasser og træbokse fyldt med vin og portvin.

Der er plads til flere endnu, for Per Beierholm og Jesper Thomsen vil på markedet og hente endnu mere hjem. 

Det tidligere bageri har vintønder som barborde, tunge italienske lamper og fladskærme til at underbygge historierne om vinens oprindelse. Vinglassene mangler endnu, men de kommer. ■

Jesper Thomsen er ved at uddanne sig til sommelier og glæder sig til at dele sin altoverskyggende vininteresse med andre i sin egen vinhandel.

blank

Rathjes tidligere bageri er omdannet til vinlager med kræsne vindekendere som kundegrundlag anført af uddeler Jesper Thomsen og hans kollega Per Beierholm.

blank

Vintønder udgør det som barborde, hvor man kan konsumere dybe spanske dråber i Rathjes tidligere bageri i Egernsund.

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.