Artikelbeskrivelse

Hans Valdemar Moldt fylder 70 år. Han har taget del i en bred vifte af foreningsarbejde på Broagerland.

70 år med samme postnummer: 

Broagerland har været Valdemar Moldts centrum

Hans Valdemar Moldt har boet hele sit liv på Rødegade i Rendbjerg på Broagerland, hvor han har taget del i en bred vifte af foreningsarbejde. 

Torsdag den 18. marts fylder han 70 år. 

Han har aldrig haft andre postnumre end 6320 Egernsund. For Broager­land er der, han er født, der han har gået i skole, arbejdet, opdraget sin datter og været involveret i talrige foreninger.

For Hans Valdemar Moldt kan godt lide at engagere sig.

“Det er rart at være orienteret”, siger Valdemar Moldt, der i 40 år var spejder.

“Jeg begyndte som 10-årig med at blive drengespejder i Broager. Den­gang var vi omkring 100 spejdere i Broager. Vi var opdelt i fem patruljer. Vi var dygtige, og der stod respekt om os i distriktet”, husker Valdemar Moldt. 

Det blev til 40 år som spejder, hvor han opnåede at blive tropsleder og gruppeleder.

“Det var en utrolig spændende tid. Jeg tænker med glæde tilbage på hyggelige sommerlejre. Det blev til fire sommerlejre i Norge. Særligt husker jeg, at vi i 1991 var på sommerlejr med 30 spejdere til Nord­kap”, erindrer Valdemar Moldt, som under den 6.150 km lange køretur sad ved rattet i bussen.

“Det var fantastisk at se midnatssolen deroppe. Der var havblik ud over Is­havet. Vi blev der tre dage. Det var en oplevelse for livet”, mindes Valdemar Moldt, som arbejdsmæssigt i 5 år gravede ler for Peter Matzen. Dernæst kørte han i 19 år med lastbil hos sin bror, Erik Moldt. Siden blev det til 26 år, hvor han kørte med gummiged og gravede ler for Petersen Tegl.

Politisk interesseret

Politisk har han været engageret i Venstre. Han har siden 2005 været formand for Broagerlands Venstre, og sad i en halv periode som medlem af Broager byråd.

Sidste år blev han formand for Lokalhistorisk Forening for Broagerland.

Valdemar har stadig appetit på tilværelsens glade stunder – og engagementet i foreningslivet fortsætter han med.

Han er gift med Trine, der er sygeplejerske. I ægteskabet er der opvokset en pige, Marie, der er uddannet økonom, ansat i Sydbank og bor i Odense. ■

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.