521 løbere trodsede regn og blæst ved jubilæums-Grænseløbet

521 løbere trodsede regn og blæst ved jubilæums-Grænseløbet. Foto: Helle Hockerup

521 løbere trodsede regn og blæst ved jubilæums-Grænseløbet

Regnen silede ned, og vinden gjorde sit bedste for at udfordre både løbere og arrangører, da Grænseløbets 40-års jubilæum blev markeret i lørdags.

636 løbere var tilmeldt årets Grænseløb, og trods det barske efterårsvejr gennemførte 521 deltagere en af de tre distancer på 5 km, 11 km og halvmaraton.

Grænseegnens Friskole stillede endnu en gang med løbets største skolehold. Hele 43 løbere repræsenterede skolen.

“Regn og blæst lagde ikke en dæmper på Grænseløbet, som blev afviklet på fineste vis. Vi besluttede at markere mållinjen med vindstærke løsninger, da det var uforsvarligt at opsætte den store målportal. Grundig planlægning og stærk organisering skabte rammerne for et vellykket Grænseløb”, fortæller en tilfreds formand for Grænseløbet, Jerker Bruun. På 5 km-distancen blev kvindernes løb vundet af Mette Hjorth Dinesen fra Aarhus i tiden 22.45 minutter. Lene Nielsen fra E3 – We move it all fulgte efter på andenpladsen i 22.58.

Hos mændene var Nicholas Winther Skov fra Aarhus hurtigst med tiden 17.31.

Der var også flotte lokale præstationer blandt de yngste. Andrea Rebsdorf vandt aldersgruppen 0-9 år, mens Johann Siebels fra Kruså blev nummer fem.

I gruppen 10-14 år blev Luna Rebsdorf nummer tre blandt pigerne, mens Johannes Christian Boysen fra Lyreskovskolen tog tredjepladsen blandt drengene.

I alt gennemførte 269 løbere 5 km-distancen. På 11 km vandt Tutti Green fra Viborg kvindernes løb i tiden 49.07. Bedste lokale løber blev Vicky Nielsen fra Kruså, som sluttede på syvendepladsen i 58.45.

Hos mændene sejrede Esben Duus fra Sønderborg i tiden 46.06. Rasmus Rathcke Schultz fra E3 – We move it all blev nummer to, mens Aksel Lindgaard fra Bov IF Løb og Motion løb sig ind på tredjepladsen.

Aksel Lindgaard vandt samtidig aldersgruppen 10-14 år blandt drengene, mens Rikke Muschner fra Kruså blev nummer to blandt pigerne.

163 deltagere gennemførte de 11 kilometer. På den længste distance var der lokal succes.

Karsten Schütt fra Kruså vandt mændenes halvmaraton i tiden 1.21.25.

Hos kvinderne var Lene Dalgaard fra Broager hurtigst. Hun krydsede målstregen efter 1.37.48. Lucy Gabrielsen fra Kruså blev nummer fem i tiden 1.49.32.

89 løbere gennemførte halvmaraton.

Dermed blev Grænseløbets 40-års jubilæum en våd og blæsende affære, men med 521 gennemførende løbere og stærke lokale resultater blev jubilæumsløbet alligevel en flot markering af den mangeårige løbetradition i grænselandet. ■

521 løbere trodsede regn og blæst ved jubilæums-Grænseløbet

521 løbere trodsede regn og blæst ved jubilæums-Grænseløbet. Foto: Helle Hockerup

Se alle billederne

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 21. september 2026

Skrevet af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Fotos af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.