Foreningens første formand var Poul Andersen, Munkemølle.

50 år med lokalhistorie i Gråsten

Historisk Forening for Graasten Ny og Egn og Lokalhistorisk Arkiv runder i år en stor milepæl. Begge kan 6. februar fejre 50-års jubilæum.

Det var i 1975 at en kreds af lokalhistorisk interesserede indbød til et møde på Hotel Gråsten. 

Meningen var at oprette en lokalhistorisk forening for Gråsten området. Primus motor var direktør Poul Andersen fra Munkemølle.

På mødet vedtog man at stifte en sådan forening, og den fik navnet Historisk Forening for Graasten By og Egn. Formålet var at vække og nære interessen for egnens historie.

Der blev valgt en bestyrelse, hvor Poul Andersen blev formand, og en af de første ting, der blev sat i gang, var nedsættelse af et arkivudvalg samt et skriftudvalg.

Man startede i privaten hos Poul Andersen, flyttede senere til biblioteket på Stationsvej, og i 1979, da Ahlmannsparken åbnede, flyttede man med og fik lokaler i kælderen. De blev dog efterhånden for små, og i 2018 var man så heldige at kunne flytte til nyindrettede lokaler på Nygade 14, hvor man nu holder til.

“Hvert år siden har foreningen udgivet et årsskrift med nyt fra området. Desuden har man arrangeret adskillige udflugter og foredrag samt udgivet en del bøger, senest bogen om Gråsten efter Genforeningen”, fortæller foreningens formand, Hanne Næsborg-Andersen, som oplever stor deltagelse fra medlemmerne. 

Arkivet har nu 11 frivillige medarbejdere og en arkivleder, Preben Vagn Knudsen. De modtager jævnligt med tak afleveringer fra private og firmaer eller foreninger med papirer, billeder og  genstande.

Reception

Jubilæet markeres med en jubilæumsreception fredag den 7. februar kl. 14.00 på Den Gamle Kro i Gråsten. 

Programmet byder på et causeri af museumsinspektør Mads Mikkel Tørsleff fra egns- og grænsemuseet Oldemorstoft om Gråstenæblets historie. Derefter forskellige festtaler. Man er velkommen til også at se arkivet efter receptionen.

Tilmelding er nødvendig, da der kun er et vist antal pladser. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 16. januar 2025

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.