Site icon Gråsten Avis

50 år med enzymer fra Gråsten til hele verden

Luftfoto af Novonesis enzymfabrik på Sundsnæs i Gråsten med Flensborg Fjord i baggrunden

Novonesis enzymfabrik i Gråsten fylder 50 år. Foto: Novonesis

Luftfoto af Novonesis enzymfabrik på Sundsnæs i Gråsten med Flensborg Fjord i baggrunden

Novonesis enzymfabrik i Gråsten fylder 50 år. Foto: Novonesis

50 år med enzymer fra Gråsten til hele verden

Når du sætter tænderne i en ostemad, er der stor sandsynlighed for, at Gråsten har haft en finger med i spillet. Novonesis’ enzymfabrik på Sundsnæs kan 1. oktober fejre 50-års jubilæum.

Halvdelen af al ost, der produceres i verden, bliver fremstillet ved hjælp af et produkt fra Novonesis. Og en stor del af de enzymer, der gør osteproduktionen mulig, har været en tur gennem Gråsten.

Siden 1976 har der været enzymfabrik på Sundsnæs 10. I dag beskæftiger fabrikken knap 60 medarbejdere, som producerer og distribuerer enzymer til fødevareproducenter over hele verden.

Novonesis blev dannet i 2024, da de to danske virksomheder Chr. Hansen og Novozymes fusionerede. Fabrikken i Gråsten har dermed fået nyt navn undervejs, men produktionen på Sundsnæs har nu været en del af byens erhvervsliv gennem et halvt århundrede.

1.000 liter i timen

Tallene fra fabrikken fortæller noget om størrelsen på produktionen.

Året rundt produceres der næsten 1.000 liter enzym i timen på fabrikken i Gråsten. Novonesis’ enzymer indgår globalt i produktionen af omkring 13,5 millioner tons ost om året, og langt størstedelen af enzymerne sendes ud fra Gråsten.

Det er mængder, der kan være svære at forestille sig.

Hvis de 13,5 millioner tons ost blev omregnet til de store parmesanhjul, som man kender fra ostehandlere, ville det svare til omkring 325 millioner ostehjul.

Lagde man dem på række, ville de kunne nå cirka 3,6 gange rundt om ækvator.

Når fabrikken på Sundsnæs 1. oktober runder de 50 år, er det således en lokal arbejdsplads med et særdeles internationalt aftryk, der kan fejre jubilæum.

Fra Gråsten finder enzymerne vej til fødevareproduktion verden over – og i sidste ende til osteborde i millioner af hjem. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 28. september 2026

Skrevet af

Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Fotos af

Novonesis

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

Exit mobile version