Stor opbakning til Broagerhus

Af Signe Svane Kryger
Broagerhus er oppe på 509 medlemmer.
Mange forskellige foreninger er en del af Broagerhus, som bliver flittigt benyttet af strikkeklubber, Ældre Sagen, Broager Pensionistforening, it-caféer og Lokalhistorisk Arkiv.
”Det er primært den ældre generation, der benytter sig af forsamlingshuset, men vi har planer for at oprette musikværksteder og andre kreative værksteder. Vi har et mål om at inddrage unge mennesker og henvende os til børnefamilier, så vi kan række så langt ud som muligt”, fortæller formand for Broagerhus, Erik Krogh.
Broagerhus lever op til forventningerne. En arrangementskalender er opsat på hjemmesiden, www.broager.dk, og der arbejdes på at opsætte et informationssystem i form af to skærme ved hovedindgangen i bygningen, så man kan se, hvad der sker de forskellige steder i huset.
”Bestyrelsen er i gang med at arrangere foredrag, og der vil løbende blive oprettet tiltag i løbet af efterårs- og vinterperioden til glæde for de lokale”, siger Erik Krogh. 

Formand for Broagerhus Erik Krogh.