Lokale kandidater tilbage på marken

Af Gunnar Hattesen
Efter seks dage med et sørgeligt syn af ødelagte bannere har nye bannere af byrådskandidaterne Erik Krogh og Daniel Staugaard igen indtaget deres pladser på marken ved Skodsbøl.
Ukendte gerningsmænd skar natten til søndag den 5. november fire Venstre bannere op med en kniv. Det gik blandt andet ud over to bannere af Erik Krogh og Daniel Staugaard på en mark ved Egernsund. Derudover blev også plakater i Broager ødelagt.
Selvom Venstre har udlovet en dusør på 5.000 kr. har det endnu ikke været muligt at finde frem til gerningsmanden.
Men nu har kandidaterne fra Broagerland lagt episoden bag sig og hængt nye bannere op. De håber, at disse får lov at hænge i fred resten af valgkampen.
”Vi håber, at vi resten af valgkampen kan bruge tiden på at møde vælgerne og snakke om vores politik fremfor at stå på en pløret mark og rydde op efter hærværk”, siger Erik Krogh og Daniel Staugaard. 

Erik Krogh og Daniel Staugaard har hængt nye bannere op på en mark ved Egernsund.