Livsstykke i Gråsten

Af Gunnar Hattesen

Fhv. forretningsfører i Gråsten Andelsbolig­forening, Hans Peter Tygesen, Nygade 14, Gråsten, fylder onsdag den 15. november 90 år.

Han er født og opvokset på en gård i Bredevad ved Ravsted, hvor han var den ældste ud af en børneflok på fem.
“Jeg fik fra barnsben lært at være sparsommelig. Det var knappe tider i 30’erne og under krigen, men vi manglede ikke noget”, husker Hans Peter Tygesen, som et år fik en blokfløjte i julegave.
Han gik i Bredevad Skole, og kom senere til den private realskole i Tinglev.
Han er uddannet manufakturhandler hos Brdr. Tygesen i Tønder, som var brødre til hans far. Det var nogle dygtige brødre, som allerede blev millionærer før krigen. Efter han var udlært, arbejdede han nogle år i Kolding, før han blev ansat hos Alfred Johannsen i Gråsten, som drev en Magasin du Nord butik med 12 ansatte. Butikken solgte alt fra metervarer, gulvtæpper til dametøj. Efter et år i Gråsten gik turen videre til en butik i Herning. Siden blev han ansat hos Møller & Co i Sønderborg.
Som 23-årig åbnede han i 1950 trikotageforretning i Nygade i Gråsten.
Men ni år senere skiftede han boldgade og begyndte som assurandør i Nye Danske af 1864. Her opnåede han 25 års jubilæum som assurandør.
Forretningsfører
På et tidspunkt stod Gråsten Andelsboligforening og manglede en forretningsfører, og han sagde ja, da man bad ham om at påtage sig opgaven.
“I begyndelsen arbejdede jeg begge steder, men efterhånden blev der bygget så mange andelsboliger i Gråsten, at bestyrelsen købte mig fri”, fortæller Hans Peter Tygesen.
Boligmassen voksede til 750 lejligheder i Gråsten, Rinkenæs, Kværs, Avnbøl, Sottrup og Nybøl. Domhusparken med 52 lejligheder er et af de betydeligste byggerier, der blev realiseret, mens Hans Peter Tygesen var forretningsfører. Der var brug for andelsboliger i den periode, og de var nemme at leje ud.
Han gik på pension som forretningsfører i 1992, men blev i år 2000 formand for Gråsten Andelsboligforening, da foreningens eksistens var truet. Formandsposten havde han indtil 2008. I en årrække var han formand for Gråsten Handelsstandsforening. Desuden har han været aktiv i Sct. Georgs Gildet og Kegleklubben.
Trods han gennem mange år har lidt af svigtende syn, har han bevaret et positivt livssyn og en stærk vilje til at få det bedste ud af tilværelsen. Han er født med et glad gen.
Han var i en årrække formand for Dansk Blindesamfund i Gråsten, Broager og Bov. Gennem mange år har han gået til gymnastik.
Hans Peter Tygesen var i over 50 år gift med Sophi, der stammede fra Tønder. Hun døde for 12 år siden.
Han har fire børn. Erik bor i Rendbjerg, Birgit i København, Ansi i Næstved og Villy i Haderslev. 

En markant skikkelse i Gråsten, Hans Peter Tygesen, fylder 90 år. Fotos Jimmy Christensen