blank

Morten Latter må ikke længere have pavilloner oppe ved sit værtshus Den gamle Skomager, hvor han har udeservering og musikarrangementer otte gange om sommeren, så nu er det uvist, hvordan det hele går videre – foreløbig skaffer han sig nogle store parasoller – men det er en indskrænkning i udeaktiviteterne ved værtshuset.

Udeservering på lavere blus hos Skomageren

Sønderborg Kommune var forleden forbi på værtshuset Den gamle Skomager i Gråsten for at se på hans udeservering. Den er efter en anmeldelse kommet på kant med teltlovgivningen.

“Jeg må ikke have de pavilloner oppe, som jeg tidligere har haft, så dem har jeg taget ned. Nu anskaffer jeg mig nogle Tuborg parasoller på tre gange tre meter til næste sæson og på sigt nogle fem gange fem meter parasoller, men musikken og udeserveringen vil under alle omstændigheder blive begrænset af det,” siger Morten Latter, der hidtil har haft otte musikarrangementer uden for om året og ikke just føler sig belønnet for sit initiativ.

Pavillonerne har sikret besøgende mod regn og slud og blæst og for den sags skyld også høj sol, når de hørte musik og fik sig en tår og tørsten og lidt godt til ganen. Det er det nu slut med. Ifølge teltloven må værtshusholdere ikke have pavilloner med sidedækning oppe.

“Det er under alle omstændigheder en indskrænkning. De nye parasoller står i en investering på 80.000 kroner. Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå, for jeg er jo ikke mangemillionær og går ikke ligefrem og leder efter flere udgifter,” siger værtshusholderen, der er manden bag den årlige Gråsten Festival og flere gange er blevet hædret og har fået priser for sin indsats.

Mange har været forargede over, kommunen rykker ud med teltloven i forhold til en lille cafeejer i Nygade. Det er dog ikke noget, kommunen har fundet på.

“Anmelderen er en kvinde. Navnet findes på krak i Nordjylland og på Sjælland, men der er ingen af det navn her i Gråsten. Kommunen gør, hvad den har fået besked på – nemlig at følge de paragraffer, der er på området,” siger en ærgerlig Morten Latter. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 18. september 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.