Site icon Gråsten Avis

Store gevinster at hente med Gråstenmærket

Jonna Seemann er tovholder på Gråstenmærket, som byens butikker er begyndt at udlevere til kunderne.

Store gevinster at hente med Gråstenmærket

For tredje år i træk er de handlende i Gråsten gået sammen om at udlodde store gevinster til kunder i byens butikker, der i årets sidste tre måneder får Gråstenmærket, når de køber for mere end 200 kroner.

“Hvert indkøb på 200 kroner giver et Gråstenmærke. Du samler 10 mærker ad gangen i en bog og afleverer dem i butikkerne med telefonnummer og navn og adresse. Så kontakter vi dig, hvis du har vundet,” fortæller næstformand i Gråsten Handel, Jonna Seemann.

Første præmien er et gavekort på 10.000 kroner til byens butikker, anden præmien er et weekendophold for to, og tredje præmien er et gavekort på 2.500 kroner til byens butikker. Hovedgevinsterne bliver udtrukket ved afslutningen på aktionen 23. december.

Bilvask

Derudover kan du i løbet af ugerne vinde præmier i alle byens butikker. Det kan være en bilvask, gavekort til tøjbutikken 2dreams, hårplejeprodukter hos en frisør eller TV- radioudstyr hos den lokale forhandler. Alle butikker inklusive dagligvarehandlen er med i Gråstenmærket. Aktørerne og betingelserne står på bogen.

“Gråstenmærket bliver udleveret i butikkerne fra mandag 3. oktober. Der bliver trukket lod om præmier til butikker i Gråsten hver uge. Glemmer nogen at udlevere mærker, er kunderne yderst velkomne til at gøre opmærksom på, de gerne vil have det. De medvirkende butikker og gevinsterne står på bøgerne og kan læses i butikkerne. Du er med i lodtrækningen om hovedgevinsten fra dag ét. Indleverede mærkebøger gælder i hele perioden. Har du afleveret mærker i starten af oktober, er du også med i lodtrækningen om hovedgevinsterne op til jul,” fortæller Jonna Seemann, der selv driver tøjbutikken 2dreams.

“Gråstenmærket trækker mange kunder til butikkerne. De kommer fra Als og Gråstens nabobyer for at få del i de lukrative præmier. Det er jo ikke småpenge, der er tale om. Sidste år var omsætningen i byens butikker på over 9 millioner kroner i de uger, kunderne kunne få del i Gråstenmærket,” fortæller Jonna Seemann. ■

Skrevet af

Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

Exit mobile version