Site icon Gråsten Avis

Peter Brugs i Holbøl fylder 70 år

Peter Brugs i Holbøl fylder 70 år

Af Gunnar Hattesen
Fhv. uddeler i LokalBrugsen i Holbøl, Peter Hell, fylder mandag den 20. november 70 år.
Han er født og opvokset på en gård på Als. Som ganske ung blev han uddannet kommis i Brugsen i Guderup
Den 27. august 1969 kom han til Brugsen i Holbøl, ansat af afdøde uddeler Mathias Thams, der senere blev hans svigerfar.
Og butikken kom til at fylde meget i hans liv, men aldrig det hele. I 1983 blev han uddeler i Brugsen.
“Få den til at give overskud”, lød beskeden fra faderen på Als. Og det fik han.
Han har altid været vant til at arbejde meget. Arbejdsugen var typisk på 70-75 timer.
Gennem årene blev butikken moderniseret, effektivt drevet og der blev sat penge ind på bankbogen, så da han efter 41½ år sagde farvel i 2010, kunne han stolt aflevere en ganske velpolstret og velkonsolideret brugs.
For sine års tro virke modtog han Dronningens fortjenstmedalje med krone.
Udover at passe butikken fik han også tid til at engagere sig lokalt. I otte år var han medlem af skolebestyrelsen, formand for Holbøl Borgerforening, sad i folkeoplysningsudvalget, uddelerforeningen og i komiteen for Grænsefesten i Kruså.
Engageret
Han følger stadig levende med i samfundsdebatten. Hver dag pløjer han aviser igennem, læser politiske biografier og historiske bøger. Han elsker at være orienteret. Og han er kendt for sine markante standpunkter. Han skriver glad til byrådsmedlemmer, folketingsmedlemmer og ministre, hvis han er utilfreds med noget. Han kan simpelthen ikke tie stille, men må blande sig.
Politisk har han altid været inkarneret Venstremand.
“Hvis jeg engang skulle spise en god middag med en politiker, skulle det være med integrationsminister Inger Støjberg (V).
Hun er lige min type politiker med markante meninger og ikke bange for at give udtryk for dem”, siger Peter Hell,
En af hans gode venner var afdøde amtsborgmester Kresten Philipsen, som tit kom i butikken i Holbøl for at høre, hvad der rørte sig i lokalbefolkningen.
Peter Hell har svært ved at holde sig i ro. Han handler med aktier, passer hus og have og hver formiddag kører han varm mad ud til ældre for Holbøl Landbohjem.
Han elsker at holde ferie på De Canariske Øer med sin kone Lis, der er 12 år yngre.
“Vi har været 40 gange på ferie på Tenerife. Det er et skønt sted at slappe af”, nævner Peter Hell, som også har sommerhus i Vemmingbund.
“Jeg har haft et lykkeligt liv, har en fantastisk kone og nogle dejlige børn”, siger Peter Helle.
I ægteskabet med Lis er der opvokset to børn.
Henrik bor i Kolding og er leder af Kvickly i Ribe og Lene er uddannet sygeplejerske og bor i Skovbøl ved Felsted. 

Peter “Brugs” Hell er en markant personlighed i Holbøl. På mandag fylder han 70 år.
Foto Jimmy Christensen

Exit mobile version