Site icon Gråsten Avis

På lørdag går alt i lyserødt

Gitte Bruhn har sammen med andre kvinder fra Knæk Cancer og byens handelsliv lagt et stort arbejde i at samle gaver til at bortauktionere på nettet på torsdag, hvor indtægterne fra de solgte genstande går ubeskåret til at bekæmpe brystkræft.

På lørdag går alt i lyserødt

Lyserød lørdag – som er en landsdækkende knæk cancer dag – sætter i denne uge sit præg på handelslivet i Gråsten. 

Det gælder bymidten og Ulsnæs Centret, hvor indehaveren af tøjbutikken Bruhns, Gitte Bruhn, sammen med andre kvinder har taget initiativ til at tyvstarte den lyserøde begivenhed med en auktion over gaver skænket af byens handelsliv på torsdag.

“Det har været helt overvældende. Det vælter ind med gaver i alle afskygninger og til en ikke ubetydelig værdi. Det gælder for eksempel et billede og en vase fra Hebru og et ur, vi har fået til auktionen. Vi møder kæmpe opbakning fra de lokale butikker,” fortæller Gitte Bruhn, der for første gang skal gøre sig som auktionarius, selv om hun overlader andre at svinge hammeren.

Auktion

Tøj, malerier, vaser, smykker, keramik og gavekort til diverse restauranter er strømmet ind fra glade givere for at bidrage til at bekæmpe brystkræft, som er målet med Lyserød Lørdag.

“Auktionen starter klokken 19. Man kan følge den og inden da se, hvad man kan byde på ved at gå ind på Bruhns Facebookside,” fortæller Gitte Bruhn, der har fået tralvt med auktionen.

Lørdag går hele Ulsnæs Centret og byens butikker i indre by i lyserødt klokken 10-15. Der vil være pyntet op i lyserøde farver. Gitte Bruhn sælger selv brugt tøj, hvorfra overskuddet ligesom fra auktionen går ubeskåret til Knæk Cancer. Der vil være hoppeborg for børnene, og der kan købes spiseligt og drikkeligt, og en musiker spiller i centret. Der er boder med forskellige salgsvarer, hvoraf procentdele af omsætningen går til Knæk Cancer. Børnene kan lave en tegning og sende en hilsen.

Brystkræft

Klokken 10 udgår et løb, hvor alle kan deltage, uanset om de går eller render, fra Ulsnæs Centret. Det koster 100 kroner at være med. Indtægterne går ubeskåret til Støt Brysterne. Gråsten er kommet på Knæk Cancers landkort over Lyserød Lørdag arrangementer.

“Vi håber, der kommer en masse børn og har det sjovt. De kan blive malet i ansigtet og pyntet. En frisør fra Park by Husets Frisør i Gråsten bidrager til en aktion, hvor det afklippede hår går til parykker, som er et stort behov blandt kræftpatienter.”

“Det er vigtigt at gøre noget for at bekæmpe brystkræft. Vi kender alle nogen, der har det eller har haft det. Jeg har lige selv mistet en af mine mangeårige faste kunder, der fik brystkræft. Glæden ved det hele er den store velvilje og gavmildhed, der strømmer os i møde til Lyserød Lørdag. Folk er søde og rare og bidrager gerne. Det gør det hele meget lettere,” siger Gitte Bruhn på vej ud for at klæde indkøbscentret i lyserødt. ■

Skrevet af

Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

Exit mobile version