Site icon Gråsten Avis

Kjeld Faaborg solgte 154 ejendomme i 2022

Estate Mægler Kjeld Faaborg i Ulsnæs Centret er yderst tilfreds med omfanget af ejendomshandler i 2022, der vidner om flotte salgskurver for hele branchen i starten af 20erne – selv under Corona-krisen.

Kjeld Faaborg solgte 154 ejendomme i 2022

De senere år har været forrygende for ejendomsmæglerbranchen.

Det gælder ikke mindst for Estate Mægler Kjeld Faaborg i Ulsnæs Centret.

I 2022 sluttede han med 154 solgte ejendomme, hvilket er 14 procent mindre end rekordåret 2021, da Faaborg gennemførte 179 handler.

“2021 var rekordår for hele ejendomsmæglerbranchen. Vi gik fra 132 solgte ejendomme i 2020 til 179 i 2021,” fortæller en ovenud tilfreds ejendomsmægler om den opadgående salgskurve her i starten af 20erne.

“Vi har haft et pænt salg i 2022 og ser fortrøstningsfuldt på det ny år. Det går ikke så ringe endda. Sommerhussalget er stagneret en smule og er gået lidt tilbage i gammel gænge. Boligsalget har løftet omsætningen ikke mindst båret af købere fra Tyskland, som tegner sig for en pæn del af hussalget. 40-50 procent af vore huskøbere er tyskere,” siger Kjeld Faaborg, der sammen med sine unge medarbejdere har orienteret sig mod de tyske købere.

Tyske købere

Energikrise, rentestigninger og inflation sætter sit præg på ejendomsbranchen som på så meget andet. Kjeld Faaborg mener, der ikke er grund til andet end at se lyst på fremtiden.

“Vi bruger måske ikke så meget tid på de lidt useriøse forespørgsler fra tysk side. En overgang var der en stor grad af interesserede huskøbere sydfra. Det kunne være lidt af en tidrøver. Nu er de bevidste købere tilbage, og de udmærker sig ved at have en del egenkapital med sig, når de køber ejendom i Danmark. Det er ikke usædvanligt, de har mellem 50 procent og hele købssummen med, når de køber hus her. Tyskerne er kendt for at være økonomisk godt klædt på, når de køber fast ejendom,” fortæller Kjeld Faaborg.

Man siger om de tyske købere, at de har penge på kistebunden og kapital i hånden, når de erhverver egen bolig, da det i reglen er en betingelse for at kunne købe ejendom på den tyske side af grænsen.

De fire medarbejdere hos Estate Mægleren i Ulsnæs Centret kan fortsat regne med at have rigeligt at se til i 2023.

“Det er jo rart, at når unge mennesker herfra flytter til storbyen og glemmer at komme tilbage, så er der andre, der får øjnene op for landsdelens herligheder, så vi ikke får ubeboede huse og øde områder, der ligger hen. Der er fortsat stor efterspørgsel på ældre beboelsesejendom i hele vort dækningsområde,” siger Kjeld Faaborg, der kun hilser det velkomment, hvis der udstykkes nye grunde til beboelse i Gråsten og omegn. ■

Skrevet af

Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

Exit mobile version