Den nye sognepræst, Helle Frimann Hansen, blev ledsaget af provst Kirsten Sønderby.
Holbøl sagde goddag til ny sognepræst
61-årige Helle Frimann Hansen indtog søndag for første gang prædikestolen i Holbøl Kirke.
Det skete ved en festlig indsættelsesgudstjeneste, som blev overværet af 100 mennesker.
Forinden var hun blevet indsat som præst i Bov Kirke og Kollund Kirke.
Det var provst Kirsten Sønderby, som ledede den første del af gudstjenesten, inden den nye præst tog over og styrede resten af højmessen i Holbøl Kirke.
Sognepræst Helle Frimann Hansen og hendes mand, Laurids C. Nørgaard, flytter 15. marts ind i den nyrenoverede præstegård i Holbøl.
Laurids C. Nørgaard er sønderjyde og taler æ sproch. Han er født i Birkelev ved Skærbæk og den ældste ud af en større børneflok på 6.
Helle Frimann Hansen stammer fra Møn, hvor hun er født og vokset op, og hvor hendes far på 93 år og hendes mor på 83 år stadig bor. Hele hendes mødrene slægt stammer fra grænselandet. Derfor bor to af hendes mors fætre Klaus og Jes Peter også i henholdsvis Skelde og Geilå
Helle Frimann Hansen blev i 2001 sognepræst i Humble på Sydlangeland.
Sammen med sin mand har hun 4 voksne børn tilsammen og 3 børnebørn.
“Vi ser virkelig frem til at lære alle sammen bedre at kende. Vi kommer med de bedste intentioner om at bidrage dels til det lokale fælleskab og dels til at få det nye pastorat til at fungere i et tæt samarbejde med alle involverede parter. Jeg vil gøre alt for at blive pastoratet en god præst”, siger Heller Frimann Hansen.
Kaffe
Efter gudstjenesten var der mulighed for beboerne at møde den nye sognepræst på Holbøl Landbohjem. Det skete ved en sammenkomst, hvor menighedsrådet var vært. Her bød den nye formand for Holbøl Menighedsråd, Peben Nielsen, velkommen til Helle Frimann Hansen. ■
Skrevet af
Fotos af