Site icon Gråsten Avis

Gråsten skal have ansigtsløft

Gråsten skal have ansigtsløft

Der er 1,25 mio. kr. på vej til bymidten i Gråsten.

Det er Sønderborg Kommune, som opretter en pulje til istandsættelse af facader i Gråsten Bymidte. 

Teknik-, By- og Boligudvalget har godkendt oprettelsen af puljen, som skal understøtte både bystrategien og den lokalplan for Gråstens bymidte, som udvalget også har godkendt.

Nu får bygningsejere i Gråstens bymidte mulighed for at søge om støtte til renovering af facader. Det sker efter, at Teknik-, By- og Boligudvalget har godkendt, at der oprettes en pulje til istandsættelse af facader i Gråsten bymidte. Udvalget har samtidig godkendt en ny lokalplan for Gråstens bymidte.

“Gråsten er en af Sønderborg Kommunes dejlige byer. Med den nye lokalplan styrker vi Gråstens bymidte som samlingspunkt og kulturbymidte. Og det skal den nye pulje støtte op om, så vi sikrer, at de kulturhistoriske bygninger i bymidten bevares. Det bliver til glæde for både turister og beboerne i området, siger Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik-, By- og Boligudvalget.

I 2022 godkendte byrådet en bystrategi for Gråsten, Rinkenæs og Egernsund. Strategien fremhæver bl.a. et behov for at styrke Gråstens bymidte. Byrådet har aftalt, at der årligt afsættes 2 mio. kr. til realiseringer af kommunens bystrategier, og der afsættes herfra 500.000 kr. til den nye pulje, mens 750.000 kr. kommer fra statens bymidtepulje. Den samlede pulje til istandsættelse i Gråsten bliver på 1,25 mio. kr.

Der er i forbindelse med den nye lokalplan holdt dialogmøder og byvandring med Gråsten Forum og Gråsten Handel. Lokalplanen sætter blandt andet rammerne for, hvordan handelslivet i fremtiden skal koncentreres i bymidten og hvor, der vil være mulighed at omdanne tomme lokaler til bolig.

Når puljen åbner i løbet af juni 2024, vil bygningsejere indenfor puljens områdeafgræsning få besked i e-Boks. Der vil kunne søges digitalt via kommunens hjemmeside, hvor vilkår og retningslinjer for at komme i betragtning til tilskud også vil fremgå. For nærmere information kan man kontakte kommunens By og Landskab på by-landskab@
sonderborg.dk.  ■

Pulje til istandsættelse af facader 

  • Der kan gives tilskud til istandsættelse og renovering af facader, der vender ud mod Torvet, Jernbanegade, Ringgade, Nygade samt dele af Borggade, A. D. Jørgensensgade, Slotsgade, Fredensgade og Kongevej.
  • Bygningerne skal være fra før 1960 samt have høj eller middel bevaringsværdi, bevaringsinteresse eller underbygge kulturmiljøet.
  • Tilskuddet kan maksimalt udgøre en tredjedel af udgifterne, og en ejendom kan maksimalt få 100.000 kr. i tilskud indenfor to år.
  • Der gives tilskud til istandsættelse eller renovering af bygningers mur, vinduer, døre, udsmykning, karnapper, altaner m.v.

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 9. maj 2024

Skrevet af

Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

Exit mobile version