Site icon Gråsten Avis

Gråsten Boldklub – Oprykning, forbedringer og fornyelser

Spillere og publikum får bedre forhold på Årsbjerg.

Gråsten Boldklub – Oprykning, forbedringer og fornyelser

Formand for Gråsten Boldklub, Mogens Hansen, beretter, at der er planlagt forbedringer af idrætsanlægget på Årsbjerg i 2020.

I sidste sæson lykkedes det både det daværende serie 4 og serie 2 hold at rykke op til henholdsvis serie 3 og serie 1. 

Det er første gang i klubbens historie, at begge hold ligger så godt placeret samtidigt.

“For at holde placeringen, kræver det, at spillerne i denne sæson fortsætter med at være flittige til at komme til træning, og at de yder 100%”, lyder det fra formand for Gråsten Boldklub, Mogens Hansen.

Udskiftningsboks

Der er optakt til flere ændringer i de praktiske forhold på Årsbjerg Idrætsanlæg. Halvdelen af det hegn, der omkranser kunstgræsbanen, vil allerede tidligt i år blive udskiftet.

“Boldene ryger under hegnet. Så det trænger i den grad til at blive skiftet ud,” siger Mogens Hansen.

Som endnu en tilføjelse til kunstgræsbanen indhenter man desuden tilbud på en udskiftningsboks til hjemmeholdet.

Udskiftningsboksen, der kan komme op på en samlet pris á ca. 100.000 kr., skal finansieres gennem sponsorer, egne midler og tilskud søgt ved Danske Spil og Dansk Idrætsforbund. Efter planen skal boksen være 6,5 meter bred og inkludere både stå- og siddepladser.

Strukturelt bliver nogle af træningspassene i ungdomsafdelingen lagt sammen på tværs af årgange, så alle spillere grupperes med andre på så vidt muligt samme niveau.

Det vil både fremme spillernes lyst og evne til at udvikle sig eftersom de bedste f.eks. vil kunne spille imod ældre årganges spillere, så de altid får udfordring og har noget at stræbe efter. “Uden udfordring bliver spillerne jo ikke bedre,” siger Mogens Hansen. ■

Skrevet af

Esben CronbackReporter
Ring til 26 77 22 72

Fotos af

Esben CronbackReporter
Ring til 26 77 22 72
Exit mobile version