Site icon Gråsten Avis

Gråsten Badmintonklub ønsker dialog med forældre

U11 spillere Jeppe og Isabella er aktive i Gråsten Badmintonklub, hvor det drejer sig om at blive dygtige til at svinge ketcher, og at ung som gammel kommer hinanden ved.

Gråsten Badmintonklub ønsker dialog med forældre

Gråsten Badmintonklub er på vej ind i vinterhalvårets holdturneringer.

Masser af friske unge spillere står klar med ketcherne til at give fjerbolden nogle kraftige slag i rundbuehallen på Johannes Kochsvej.

Der er satset meget på at opdatere unge instruktører, der kan inspirere badminton-talenterne. 

På det sæt er klubben på alle måder klar til den tilstundende badmintonsæson. Formand Carsten Clausen Kock har dog et lille aberdabei.

“Vi er nogle gange udfordrede, når det handler om dialogen med forældrene. Når vi sender beskeder ud, kan det være mellem kun halvdelen og måske en tredjedel, der svarer,” siger formanden, der er bekymret over engagementet i børnenes fritidsaktiviteter.

Lav respons

Forældre er gode nok til at få deres børn meldt til badminton, men responsen på klubbens henvendelser lader en del tilbage at ønske. Det kan være træningsforhold eller tilmelding til sociale arrangementer, forældrene ikke melder tilbage på. Sidst i oktober er der forældremøde. Her vil klubben blandt andet sætte fokus på, hvordan de voksne bedst muligt understøtter børnene i værdifulde fritidsaktiviteter.

“Hvis man ønsker, sine børn skal blive del af et værdifuldt foreningsfællesskab, er det vigtigt selv at engagere sig i det,” siger Carsten Clausen Kock, der er sig bevidst, forældre har meget om ørerne, men gør opmærksom på, børn er den største investering, vi som voksne påtager os.

“Det er blandt andet vigtigt, at spillerne kommer ud til kampe for at føle udfordringen og spændingen ved at spille mod andre og mærke, at træningen har gjort dem dygtigere. Her har børnene brug for at have deres forældre med til at køre, fylde drikkedunken, opmuntre og anerkende den gode indsats,” siger formanden.

Det er ikke noget must, at spille turnering. Det er absolut frivilligt, men det skal nødigt falde på, forældrene ikke har reageret på en opfordring til at melde barnet til turneringen. Sker det, er der ifølge Carsten Clausen Kock en fare for, spilleren falder fra, fordi den unge har svært ved at finde moitivationen og se det større formål med sporten.

“Uanset om de spiller badminton eller håndbold, må man som forældre investere tid i sporten. Det er en del af paletten. Vi har optimale rammer for badminton i Gråsten,” siger Carsten Kock, der selv har tilbragt utallige weekender i haller for at følge sine børn på banen.

Breddeklub

Mindre kan også gøre det, men en klub er ikke et sted, man sender sit barn hen uden at interessere sig for, hvad der foregår. Gråsten Badmintonklub er en breddeklub.

Først og fremmest drejer det sig om at få sig rørt og opleve det sociale fællesskab med andre. Det gør klubben mindst lige så meget ud af som at stræbe mod stjernerne. Til det formål er der for få år siden etableret optimale klublokaler, hvor engagerede børn og voksne mødes og kommer hinanden ved.

Vintersæsonen indebærer også, at voksne i alle aldre og køn kan møde ind og spille mod hinanden på det niveau, de end befinder sig på. Her er det tid at byde ind på tider og baner i Gråsten Badmintonklub. Det kræver ingen stålfysik at svinge en ketcher, men det er godt for fysikken og kropsreflekserne, uanset om man hedder Victor Axelsen eller Carsten Kock. ■

Skrevet af

Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

Exit mobile version