Sognepræst Lis-Ann Alexandra Rotem føler sig forankret i Ullerup Sogn.

Efter to års nedlukning og restriktioner i kirkegangen, er der nu frit slag på bænkerader og prædikestole i landets kirker.

Man må sidde ved siden af hinanden og synge, og der er ingen begrænsninger på, hvor mange man må være sammen til bryllupper, dåb og begravelser. Pandemien er lagt bag os – i hvert fald foreløbig.

“Det vælter ind med folk i kirken. Der er vielser og dåb i hobetal. De døbte er lidt større end vanligt, for der er opstået en flaskehals for at få forrettet de kirkelige handlinger. Det er skønt at slå dørene til kirken helt op igen,” fortæller sognepræst i Ullerup Lis-Ann Alexandra Rotem.

Seks vielser

Hun har seks vielser på stribe og har netop konfirmeret 22 ynglinge i Ullerup sogn.

Desuden har hun været konfirmandvikar i Nordborg og Egernsund, så hun har bibragt Herrens velsignelse til mange unge og bekræftet dem i deres dåb. I Nordborg kunne hun dog ikke forestå selve konfirmationen, da den faldt sammen med Ullerups.

“Det giver naturligvis travlhed, men det er en dejlig form for vigør. Det er fedt, at folk igen vælger at fejre de store begivenheder i kirken og ikke længere skal tænke på restriktioner og begrænsninger,” beretter sognepræsten, der ikke savner uvisheden om, højtidens gudstjenester kan gennemføres, hvor mange man må være, og om man nu må synge eller ej.

“Diskussionen om at være bange for at blive smittet, lagde jo en dæmper på det hele. Det er glædeligt, folk kommer for at få den kirkelige velsignelse og har det med i deres måde at åbne samfundet op på. Når jeg har meget at lave nu, har jeg det jo til fælles med mange andre, som har fået mere travlt efter genåbningen. Der er vel flere operationer og behandlinger. Det er gået langt bedre, end man kunne have frygtet. Folk vil virkelig vil kirken,” fortæller Lis-Ann Rotem, der tiltrådte som præst i Ullerup i 2015.

Godt tilpas

Hun kom fra Sjælland og havde været vikarierende sjælesørger i en række sjællandske sogne, inden hun valgte Ullerup Sogn til.

“Jeg føler mig rigtig godt tilpas og har en fantastisk menighed. Selvfølgelig kender alle hinanden her, så jeg kan ikke skeje så meget ud. Der er en stor styrke i at trække på samme kirkelige hammel præst og menighed imellem,” fortæller den 55-årige sognepræst, der er faldet så godt til, at hun nu føler sig fast forankret i den sønderjyske præstegård. ■