Site icon Gråsten Avis

Frisøren har haft et forrygende halvår

Dan Sparvath Jørgensen har haft en forrygende start med sin salon i Nygade i Gråsten.

Frisøren har haft et forrygende halvår

Dan Sparvath Jørgensen fik et enkelt gråt hår i hovedet, da han for et halvt år siden gjorde sig tanker om, hvordan det skulle gå med hans nyåbnede frisørsalon i Nygade i Gråsten. 

Han stod for alvor på egne ben som selvstændig med egne frisørstole i eget lokale, så det var vigtigt at komme godt i gang. I dag stråler den snart 45-årige frisør som en sol ved tanken om, hvor godt det er gået. Og han glædes ved at han for 5 år siden blev selvstændig og lejede en stol. “Jeg har rigtig mange kunder – ikke bare dem, jeg kendte fra tidligere, men mange nye kunder, der kommer så langt væk fra som Fynshav, Sønderborg og Kolding. Jeg er bare mig selv og snakker ærligt og oprigtigt med kunderne. Den Dan, du møder her i salonen, er også ham, du møder i Brugsen,” fortæller den ihærdige frisør, der sin forholdsvis unge alder til trods kan fejre 25 års jubilæum i år.

Ældste kunde

Han har været langt omkring i branchen med konkurrencer på topplan og undervisning undervejs. Det kommer ham i dag til gode i en alsidig salon, hvor folk i alle aldre og af begge køn indfinder sig i hobetal.

“Den ældste kunde er 92 år. Jeg har også mange børn som kunder. Det går så godt, så jeg har venteliste på omkring en måned,” fortæller Dan Sparvath Jørgensen, der har været selvstændig i fem år efter mange klipninger i andres saloner.

Nu har han foden under egen frisørstol, og det nyder han. For at kunderne og han selv ikke skal falde helt hen og hvile på laurbærrene, laver han 18.-28. oktober en konkurrence, hvor besøgende i butikken skal svare på relevante frisørspørgsmål og kan vinde en frisørpakke med blandt andet et fladjern til en samlet værdi af 1795 kroner.

Dan Sparvath Jørgensen fylder 45 år den 24. oktober. Han føler, han har fundet den rette hylde.

“Jeg er en glad mand. Jeg er stolt og ydmyg over, det går så godt. Det viste sig at være den helt rigtige beslutning at åbne for sig selv her i Nygade. Det er nærmest et luksusproblem at have kunder på venteliste. Her er politik- og krisefri zone. Jeg taler gerne om alt mulig andet, som hvordan folk får en lækker frisure. Jeg har LED-belysning og energivenlige ventilatorer, der fordeler varmen i salonen, så der ikke går energi til spilde. Jeg holder omkostningerne i ave og koncentrerer mig om at sætte hår på folk,” griner den halvrunde jubilar og fødselar, der hellere end gerne giver kunderne en pause fra hverdagens trakasserier med inflation og klimakrise, så de kan lade tankerne fare og få håret sat, mens verden pulserer forbi uden for. ■

Skrevet af

Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Ingrid JohannsenMediechef
Ring 21 19 02 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

Exit mobile version