Site icon Gråsten Avis

Fornyelse af Padborg Torvecenter er udskudt i det uvisse

Fornyelsen af Padborg Torvecenter er blevet udskudt i det uvisse til stor ærgrelse for de handlende.

Fornyelse af Padborg Torvecenter er udskudt i det uvisse

Det er ikke euforisk begejstring, der har indfundet sig i Padborg Torvecenter ved sommerferiens afslutning. 

Det ligger nemlig nu fast, at fornyelse og udbedringer af centret er udskudt på uvis tid. 

Aabenraa Kommune havde afsat penge til formålet. Der var hyret en entreprenør, men nu slår kommunen bremsen i med det resultat, at udbuddet skal gå om, fordi arbejdet tidligst kommer i gang næste år. Det har nemlig hele tiden været besluttet, at arbejdet i torvecentret ikke må belaste julehandlen, og det kan ikke undgås, hvis arbejdet ikke bliver sat i gang i uge 32 som planlagt, og det bliver det ikke!

“Anlæg af Padborg Torvecenter, der var planlagt til opstart fra uge 32, er blevet udskudt. Anlægget af Padborg Torvecenter har forudsat, at anlægsarbejdet ikke måtte forstyrre julehandlen 2024. Det har været løftet til bygningsejere og butikker i Torvegade. I forhold til anlægsarbejdet har det derfor været afgørende, at aflevering af de centrale dele af projektet kunne færdiggøres inden medio oktober 2024, så julehandlen ikke ville blive forstyrret”, lyder det fra Aabenraa Kommunre.

Dobbelt ærgerligt

Alle parter, entreprenøren og kommunen i dialog med de lokale, har forsøgt at opnå en løsning, der kunne tilgodese det. Men da det ikke længere viste sig muligt, at de centrale dele kunne være anlagt inden oktober, var det kommunens vurdering, at det ville forstyrre julehandlen 2024. Forvaltningen valgte på den baggrund at udskyde opstart efter aftale med udvalgsformanden for Plan, Teknik og Landdistrikter,” skriver afdelingschef Bo Riis Duun i en mail til Bov Avis og fortsætter:

“Selv om det er mest oplagt at udskyde projektet med samme entreprenør, er det ikke muligt pga. udbudsregler, da afleveringstidspunktet i oktober har været en central del af udbuddet. Aabenraa Kommune skal derfor, jf. udbudsloven, udsende i ny licitation.”

“Det er dobbelt ærgligt at det store arbejde og engagement, som de erhvervsdrivende og Business Aabenraa har lagt i forberedelse og planlægning for at fastholde aktivitet under anlægsperioden ikke bliver igangsat. Aabenraa Kommune vil gå aktivt ind i samarbejdet med de erhvervsdrivende, Padborg Shopping og Business Aabenraa om den nye situation. Det har været vigtigt for Aabenraa Kommune at imødekomme ønskerne om ikke at forstyrre julehandlen, og derfor vil der blive fundet et andet tidspunkt at starte anlægget op på,” siger afdelingschef for Drift og Anlæg Jesper Juhl Kristensen.

I oktober deltog over 100 mennesker i et møde om torvecentrets fremtid, hvor der blev fremlagt et samlet koncept for omdannelsen af Torvegade og Padborg Torvecenter. Trafikken skulle reguleres anderledes med enklere og smidig tilkørsel og ensretning og opprioritering af plads til gående og deres ophold samt fastholdelse af muligheden for parkering i Torvegade.

En arbejdsgruppe har arbejdet med at sikre Torvecentret de bedst mulige betingelser og en tålelig ombygningsfase. Udvalget for Vækst, Land og By har afsat 7,3 millioner kroner til første etape af udvikling af Torvecentret, der også har haft sit eget rådgiverteam, der skulle bringe projektet tættere på realisering, men lige lidt hjalp det. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 14. august 2024

Skrevet af

Ditte Vennits NielsenLokalredaktør Bov
Ring 25 98 91 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

Exit mobile version