Site icon Gråsten Avis

BUI ønsker sig flere trænere

Formand for BUI Else Marie Toft klager ikke over aktivitetsniveauet i en forening med 675 medlemmer og et bredt udbud af sportsgrene, men der kunne være flere, hvis der var trænere til det.

BUI ønsker sig flere trænere

Broager Ungdoms- og Idrætsforening samler lørdag 31. august aktive og potentielle kommende medlemmer til sportens dag i Broager Hallen for at sætte hinanden stævne op til den kommende vintersæson. Der er 675 medlemmer, men der kunne være flere.

“Hvis vi kunne skaffe flere frivillige til at træne hold inden for snart sagt alle sportsgrene, men ikke mindst gymnastik, fodbold. håndbold og bordtennis, så ville vi være flere,” fortæller BUI’s formand Else Marie Toft, der også er formand for gymnastikforeningen.

Paraplyorganisationen har ni afdelinger, der er mere eller mindre er selvkørende. Hovedforeningen klarer tingene på de store linjer blandt andet kontakten til kommunen. BUI skal være med i et forløb i DGI om, hvordan man får fat i frivillige og får dem til at komme og yde en indsats og ikke mindst forblive i foreningen. Knækker Else Marie Toft den kode, står hun sikkert til hæder i den store hovedorganisation. Hun agter ikke at gøre tingene alene.

“Det lykkedes os at få gang i mor barn gymnastik, fordi en mor var interesseret i at stå for det. Nu er hun gravid, men to forældrepar har taget over. Vi havde en ung pige, som tog et hold, og så syntes hendes kæreste også, det kunne være sjovt. Til sidst fik hun også en veninde med,” fortæller Else Marie Toft, der er 70 år.

Frivillige

Der findes ingen opskrift på, hvordan man hverver folk. Ofte skal man være lidt heldig.

“De unge trænere skal ikke stå alene med at drøfte træningsmetoder og indhold med børnenes forældre. Der er vi dem behjælpelige i dialogen, for ellers kan det hurtigt blive for meget for en ung instruktør. Vi kan ikke tilbyde penge. Det er peanuts i form af godtgørelse til vasketøj og træningstøj,” siger formanden, der ikke ser i ånden, at klubben kommer til at betale sig til en intakt trænerstab og nok heller ikke ønsker det.

Hun ægrer sig dog over ikke at kunne føre to springhold videre i BUI regi, efter udøverne har gået til børnegymnastik i foreningen.

“Så henviser vi dem til Skelde Gymnastik­forening, der har hold i de årgange. Vi har gode faciliteter i Broager hallen og bruger også skolens gymnastiksal. Der er rift om træningstiderne,” siger formanden, der byder alle velkommen til åbent hus på lørdag – også selv om de måske ikke er på noget hold endnu og godt kunne tænke sig at gå til noget, som klubben ikke har på tapetet, for det kan jo være, det kommer. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 27. august 2024

Skrevet af

Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

Exit mobile version