Site icon Gråsten Avis

Benniksgaard Golf Klub 25 år

Ingeborg Friis tænkte tanken om en golfbane på Benniksgaards fredede landbrugsarealer.

Benniksgaard Golf Klub 25 år

Efter et besøg på Sønderjyllands Golfklubs bane i Uge for omkring 30 år siden, kom Ingeborg Friis hjem til gemalen Mads og sagde, at nu vidste hun hvad der kunne skabes på Benniksgaards fredede landbrugsarealer i Rinkenæs. En golfbane.

Det lykkedes Ingeborg og Mads Friis at skabe en smuk golfbane med udsigt til Flensborg Fjord til trods for, at mange ikke troede på ideen. I maj 1998 indviede Dronning Ingrid de første 9 huller. Kort tid efter med en udvidelse til 18 huller.

Ingeborg og Mads solgte forholdsvis tidligt efter etableringen anlægget til Fleggaard Koncernen, som i 2007 solgte det videre til “Golf Management A/S” et selskab ejet af Steen Tinning. Både Fleggaard og Golf Management udviklede anlægget gevaldigt. Trods store planer solgte Golf Management anlægget i 2011 til Bjert – & Mandarin Invest, som efter kort tids ejerskab gik konkurs.

Redningsmanden

Et nyt medlem, Jens Enemark, overtog anlægget i 2012. Jens var redningen for Benniksgaard Golf Klub. Hans sans for forretning og mod til at skabe forandring, for at rede anlæggets og klubbens eksistens, gjorde forskellen. I de ca. 7 år Jens havde banen, blev der foretaget flere ændringer og forbedringer.

Men Jens skulle videre med nye opgaver. Han havde set, at Benniksgaard Golf Klub stod bedst som selvstændig ejet af medlemmerne. Siden 1. januar 2018 har klubben ejet anlægget. Jens havde gjort et fantastisk forarbejde.

Mange projekter

De sidste fem år har klubben udviklet baneanlægget betragteligt. En ny par 3 bane, anlæg af ny indspilsgreen, renovering af sø-spunsvæg ved hul 15 og hul 17, omlægning af baneforløb, opgradering af affaldshåndtering og en helt ny drivingrange.

“Vi står med et flot golfanlæg, som er et populært for både medlemmer og gæster”, fortæller formanden Finn Lunding Nielsen. 

Banen tiltrækker årligt omkring 5.000 greenfee spillere.

Golfklubben har gennem årene udviklet sig fra en forening der var afhængig af og tæt forbundet med en privat ejer, til i dag at være en selvstændig forening, tæt forbundet med en række af interessenter og partnere. ■

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

Exit mobile version