Bageriet Kock i Nybøl, Gråsten, Tinglev og Aabenraa holder priserne i ave og satser på større omsætning i en tid med stigende energi- og råvarepriser for butikkerne.

Bageriet Kock holder prisen nede

I en tid med energi- og prismæssige prøvelser for mangen forbruger har Bageriet Kock valgt at holde priserne i ave.

“Vi har besluttet os for, at i stedet for at sætte prisen op, som mange gør for tiden på grund af stigende omkostninger, så holder vi priserne i ro frem til januar. Vi vil hellere satse på højere omsætning og holde kunderne i butikken, fordi priserne ikke stiger,” fortæller ejer Carsten Kock.

Sammen med sin bror Henrik driver han fire butikker i Nybøl, Gråsten, Aabenraa som en del af Løvbjerg og i Tinglev i tilknytning til SuperBrugsen.

“Folk sparer ikke på det daglige brød, men vi kan godt mærke, kunderne holder lidt igen med luksusvarer som søndagskager og det søde, nu da økonomien strammer til mange steder. Vi har mange faste kunder, der kommer efter vort traditionelle bagværk ikke mindst rugbrød bagt på egen surdej. Vi sælger rigtig meget rugbrød,” fortæller Carsten Kock.

Kundernes opbakning

Bageriet Kock oplever som alle andre enorme prisstigninger på energi som gas, el og olie.

“Vore leverandører har desuden sagt, at råvarer som mel, sukker og kornprodukter til bagerierne er steget 20 procent som følge af krigen i Ukraine og den almindelige inflation,” fortæller Carsten Kock, der vil gøre en ekstra indsats for, at kunderne ikke bliver ramt af den opadgående prisspiral.

“En del bagerier har sat prisen voldsomt op. Flere bagerbutikker falder efterhånden fra. Vi er nogle af de få bagere, der er tilbage. Vi satser på, kunderne bakker op om den lokale bager og køber brød og kager lokalt. Vi er godt kørende. Vi er glade for vort personale, som vi i hvert fald ikke skærer ned på. Vi har brug for vore folk, som kender bageriet og gør et godt stykke arbejde,” fortæller tredje generation af bagerfamilien Kock, der etablerede eget brødvirksomhed og bageri i Nybøl i 1929.

“Vi har ikke mistet kunder. Vi har alle en interesse i, at folk kan købe ind i butikker der, hvor de bor. Vi er de eneste, der kan levere en frisk bagt lagkage på bestilling. Vi er så gammeldags, at man også kan bestille kagemand og kagekone hos os til fødselsdage,” fortæller Carsten Kock, der selv er stærkt forbundet til Nybøl.

Spisested

Han og broderen er i øjeblikket ved at finde ud af, hvad der skal ske med lokaliteterne, hvor Nybøl Grill har haft til huse en årrække. Grillen stoppede tidligere på året. Min Bolighandel har fået lokaler ud mod vejen, og brødrene Kock har selv indlemmet en del af baglokalerne i bageriet, men der må gerne komme et spisested af en art ud mod Amtsvejen i Nybøl.

“Måske et pizzeria,” siger Carsten Kock, der har et særligt forhold til det der med brødet. ■

Rugbrød på gen surdej er en sikkert sællert for Bageriet Kock.

blank

Bagerekspedient Joan med friskbagte specier i butikken i Nybøl.

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.